Browse Måned

juli 2016

More than this af Patrick Ness

Titel: More than this   Forfatter: Patrick Ness   Antal sider: 477
Forlag: Walker Books   Udgivet: 10. september 2013   Sprog: Engelsk

“More than this” af Patrick Ness er en ungdomsroman med science fiction træk, som indeholder så mange dybder og plottwist at man skal holde tunge lige i munden og nemt kan komme til at betvivle den verden, som vi lever i.
Seth drukner. Han dør. Men så vågner han op omgivet af en tom, øde verden. Alene. Er det helvede, han er vågnet op i? Seth indser snart, at der må være mere under overfladen, end man først skulle tro. Hvor er alle henne? Og er han virkelig død?
Jeg vidste at Patrick Ness skulle være en god forfatter, men jeg havde aldrig læst noget af ham før “More than this”. Men hold da op! Jeg hopper med på fanvognen, for det var noget af en læsning!
Det tog mig et stykke tid at komme ind i bogen. Måske fordi Seths forvirring i starten er gennemtrængende og fordi han lige skal finde ud af det hele. Men da jeg rundede de 150 sider tog bogen hurtig fart og plottet stak af til steder, som jeg aldrig havde drømt om. Bogen er virkelig noget for sig selv, og en som fik mig til at tænke over dybere sandheder.
Man får hurtigt medlidenhed med Seth og jo flere glimt fra hans tidligere liv man får under huden, jo mere kan kan sætte sig i hans sko. Karaktererne i bogen er gennemførte og virkelighedsnære.
Det er længe siden, at jeg har læst en bog med så mange lag og fortolkninger. For hvad er virkeligt? Da jeg læste den, kunne jeg ikke lade være med at drage paralleller til filmen “Inception” som indeholder samme “ahh”-momenter. Alt i alt en virkelig god bog som kan læses af alle, som bare nyder en god bog i denne sommertid. 5 ud af 5 stjerner.

Inferno af Dan Brown

Titel: Inferno   Forfatter: Dan Brown   Antal sider: 494
Forlag: Hr. Ferdinand   Udgivet: 14. maj 2013   Sprog: Dansk

“Inferno” af Dan Brown er noget af en spændingsroman samt fjerde bog i serien om symbolforskeren Robert Langdon. Bogen indeholder et af de bedste mysterier udtænkt af Brown, og man kan kun sidde og bidde negle mens det ene spor fører til det andet.
Symbolforskeren Robert Langdon vågner op på et hospital i Firenze uden erindring om, hvad der er sket de sidste 36 timer og med en sår i baghovedet. Han må flygte gennem natten sammen med den unge læge Sienna Brooks og sammen må de løse det net af koder, symboler og referencer til Dantes dystre digt “Inferno”.
Dan Brown er med god ret kendt verden over for sine bøger med Robert Langdon i hovedrollen. Denne bog er ikke en undtagelse og den næsten 500 sider lange bog byder på både symboler, hemmelige beskeder og en jagt på døden. Jeg kan ikke beskrive hvor fængslende bogen er. Både på grund af plottet, som er intenst og overbevisende men også de mange referencer fra både historiske begvenheder og steder til lyriske digte og kunst.
Jeg holder virkelig af den blanding af mystik og spænding som Dan Brown formår at skabe. Specielt “Inferno” var en bog, som jeg, første gang jeg læste den, men også denne anden gang hvor jeg hørte den på lydbog, var fascineret af hvor hurtigt man får slugt den ellers lange bog. Det viser hvor god en fortæller Brown er.
“Inferno” af Dan Brown er en yderst velskrevet og gennemtænkt bog med masser af referencer til kunst og historie. En bog for alle som elsker spænding og en hæsblæsende læsning. Jeg giver bogen 5 ud af 5 stjerner.

Book Haul: London

Hvad sker der, når man placerer en bog-elsker i en Waterstones på Trafalgar Square i London?  Der sker det, at denne bog-elsker griber alle de bøger, som vedkommende kan bære og slet ikke  tænker på, at der jo også skal være plads i kufferten på vej hjem.
Jeg er så heldig at være denne person, så lad os se på hvad jeg fik købt?

The Square Root of Summer af Harriet Reuter Hapgood
Bogen handler om Gottie, som mistede sin bedstefar sidste sommer. Hans død har opfyldt  hende med sorg, så meget at hele hendes verden bærer præg af det. Den sommer kommer  Thomas hjem fra Canada. Thomas er hendes bardomsven og venskabet mellem dem bliver  både smukt og betydende.

Illuminae af Amie Kaufman & Jay Kristoff
Bogen er noget helt for sig selv, og noget, som jeg ikke har set før. Den er opbygget af små  interview-dele, uddrag fra militærrapporter, diagrammer, hjemmesider, mails, lister, billeder og  kort. Vi er i fremtiden i år 2575 og midt i en krig om en planet. Ezra og Kady bor på denne planet,  og må flygte via en evakuerings flåde.

How not to disappear af Clare Furniss
Hatties tante kommer bumpende ind i hendes liv og sætter sommeren på den anden ende.  Sammen tager de to ud på en roadtrip, hvor Gloria, Hatties tante,  beslutter at afsløre sine dybe  hemmeligheder før den demens, som truer hende, virkelig sætter ind. En historie som skulle  være fyldt med hjertevarme karakterer.

I’ll give you the sun af Jandy Nelson
Jude og Noah er tvillinger. De to er knyttet tæt sammen, men det vender en familie tragedie op  og ned på. Bogen er opdelt så Noah fortæller om fortiden, hvor de to tvillinger begynder at glide  fra hinanden og Jude fortæller om fremtiden,hvor de begynder at finde hinanden igen. Historien  skulle være smuk og gribende og en jeg glæder mig til at læse.

Fangirl af Rainbow Rowell
Cath og Wren er tvillinger. De starter begge på deres første år af universitetet, hvor Wren snart  begynder at trække væk fra Cath og møder nye mennesker, fester og danser. Cath vil dog  hellere skrive fanfiction om kærlighed, hun kun kan håbe på, at føle i den virkelige verden. En  bog som alle skribenter og forfattere og bogelskere simpelthen elsker!

Beautiful broken things af Sara Barnard
Bogen handler om Caddy og Rosie, som er bedste venner og totalt modsætninger. Bogen  handler om venskab, både mellem Caddy og Rosie men også mellem Rosies “nye bedste ven”  Suzanne, som får dårlig indflydele på Caddy, der ender i en sort spiral mod det endelige fald. En  smuk historie med følelser på spil.

The Girl of Ink and Stars af Krian Milwood Hargrave
Den eneste fantasy bog mellem alle YA-bøgerne som jeg købte. Isabella Riosse må ikke forlade  sin hjem-ø. Hun drømmer om fjerne steder, som kan ses på hendes fars kort. Da hendes bedste  veninde forsvinder, leder hun dog efterforskningen idet hun kan navigere stjernerne. Hun  træder ind i en verden af fare, magi og eventyr.

The Moonlight Dreamers af Siobhan Curham
Bogens fire hovedpersoner Amber, Maali, Sky og Rose er meget forskellige, men sammen kan de  gå mod strømmen, sammen er de stærkere og sammen kan finde deres plads i universet. En  bog om venskab og drømme som er en rigtig hjertevarmer. Bogen omtales blandt andet som  “inspirerende og smukt”.

How to look for a lost dog af Ann M. Martin

Titel: How to look for a lost dog   Forfatter: Ann M. Martin   Antal sider: 233
Forlag: Usborne Publishing   Udgivet: 7. oktober 2014   Sprog: Engelsk

“How to look for at lost dog” af Ann M. Martin er en sød historie, som er hurtigt læst og som har små, fine detaljer, som virkelig gør, at bogen skiller sig ud fra andre. Bogen er en børn/ungdomsbog som sætter fokus på autisme.
Rose Howard er 10 år og har autisme. Hun elsker homonymer, primtal og regler. Rose’ hun hedder Rain, som tilfældigvis også er et homonym, ligesom Rose’ navn er det. Da Rain forsvinder i et slemt stormvejr sætter Rose gang i sin egen efterforskning for at finde Rain.
En af de ting, som jeg holder alder mest af ved denne her bog, er Rose, som fortæller historien. Vi ser altså situationen fra Rose’ synspunkt, hvilket er virkelig interessant, både fordi hun er 10 år men også fordi hun har autisme. Blandt andet hendes totale ufoståenhed overfor hvorfor hendes far lukkede Rain ud i stormen.
Bogen er virkelig sød, og en af dem, som man bør sidde med om aftenen, gerne med et tæppe mens regnen slår mod vinduet.
Hvis ikke I ved hvad homonymer er, så fortvivl ikke, for Rose starter ud med en grundig forklaring. Hun er nemlig besat af at finde nye homonym-par. Den eneste der synes at dele hendes interesse er hendes onkel, som nok også er den eneste, som virkelig har tålmodigen til Rose.
Mens jeg læste bogen, kunne jeg ikke lade være med at føle, at jeg allerede havde læst den en gang. Det var først da jeg var færdig med den, at det gik op for mig, hvor meget din minder om “The Curious Incident of the Dog in the Night-Time” af Mark Haddon. Her er hovedpersonen også autist. Han sætter sig for at finde ud af, hvem der dræbte naboens hund.
“How to look for at lost dog” kan klart anbefales til alle som holder af søde fortællinger med hovedpersoner, som ser verden på en lidt anderledes måde. Jeg giver bogen 3 stjerner ud af 5.

The Catcher in the Rye af J. D. Salinger

Titel: The Catcher in the Rye   Forfatter: J. D. Salinger   Antal sider: 230
Forlag: Penguin Books   Udgivet: 16. juli 1951   Sprog: Engelsk

“The Catcher in the Rye” af J. D. Salinger må nok være en af historiens bedste ungdomsromaner. Bogen, der er tilbage fra de tidlige 50’er er uden tvivl min yndlingsbog, så jeg kan ikke vente med, at komme i gang med at fortælle om den!
Holden Caulfield er netop blevet smidt ud af sin skole, Pencey Prep. Han fortæller historien om hvad der skete bag efter, “all the madman stuff”. Holden bliver mere og mere deprimeret i løbet af historiens gang. Han prøver igen og igen at snakke med nogen, men ingen lytter.
Jeg kan ikke lade være med at holde af Holden. Han har uden tvivl ikke haft det nemt, og lige meget hvad han gør, synes alt at gå i mod ham. Holden har den her besættelse med at være uskyldig. På den måde som børn er uskyldige. Han vil allerhelst have, at alt forbliver det samme. Holden holder for eksempel meget af museet, for han ved, at hver gang han kommer derind, er alt som det plejer. Intet forandrer sig. Kun en selv, og det gør ham deprimeret.
Der er så mange facetter af bogen, som man som læser kan hænge sig i. Som I nok kan se, har jeg læst bogen mere end et par gange (burde man passe bedre på sine bøger?), og hver eneste gang synes jeg, at opdage nye ting. For eksempel smadrer Holden en plade, som han har købt til sin søster. Planden var med en barn, som sang børnesange. Da Holden giver pladen til sin søster, vælger hun dog at beholde skårene. Jeg tror dette symboliserer, at Holden ikke længere er et barn, han smadrer pladen med børnsange, men Phoebe, hans søster, vælger at beholde resterne.
Jeg kan jo blive ved og hvad med, at vi ser på titlen? Catcher in the Rye. Holden vil gerne være denne “catcher”. Han forestiller sig, at han fanger børnene, som leger nær en klippe, når de løber mod den. På den måde undgår de at falde ned i mørket. Mon ikke dette mørke er voksenlivet? Og mon ikke Holden vil prøve at bibeholde deres uskyldighed?
Hver eneste gang Holden føler sig sårbar, tager han den her røde hunting hat på. Han bruger den som et skjold. Da han for eksempel skriver en stil om sin brors basketball hanske, med de mange digte, altså et øjeblik hvor han virkelig er sårbar, tager han hatten på.
Kort og godt, så må man sige, at der er så mange ting ved denne her bog, at man kunne blive ved med at snakke og snakke. Jeg håber virkelig at I vil læse den, hvis ikke I allerede har det. Som I nok kan gætte, så vil jeg anbefale denne bog til alle og enhver. Bare læs den, Ikke? 5 ud af 5 stjerner.

All the Bright Places af Jennifer Niven

Titel: All the bright places   Forfatter: Jennifer Niven   Antal sider: 378
Forlag: Penguin Books   Udgivet: 6. januar 2015   Sprog: Engelsk

“All the bright places” af Jennifer Niven er en ungdomsroman, som du vil bære nær dit hjerte længe efter, at du er færdig med at læse den. Bogen er smuk og hjertesskærende og bare en, som man bør læse, hvis man elsker YA-genren.
Bogens hovedpersoner er Theodore Finch og Violet Markey. De møder hinanden i toppen af skolens klokketårn, begge på randen til at springe ud. Sammen indleder de et intenst forhold, men i takt med at Violet synes at få det bedre og igen leve livet, få Finch det værre og værre.
Det her er bare en bog, som man skal læse, uden tvivl. Det er længe siden, at jeg har haft en så intens læseoplevelse. Bogen er virkelig medrivende. Det er især karaktererne, som bidrager til den helt i gennem fantastiske læseoplevelse. Man lærer at holde af Finch, på godt og ondt, og det samme gælder for Violet. Jeg ville ønske, at jeg kunne give dem begge et kram og fortælle dem, at alt nok skal blive ok. Men jeg vil ikke lyve for dem.
Finch og Violet tager ud på de her ture rundt omkring i deres lokale område. Her får man som læser indblik i små og perfekte øjeblikke, som Finch og Violet deler med hinanden. Bogen fik mig til at sætte pris på alle de ting, som er omkring mig. Om det så er mennesker eller naturoplevelser.
En anden ting, som jeg elskede ved denne bog, var de små sedler, som synes at dukke op igen og igen i løbet af bogen. Der er sedlerne, som Finch skriver sine tanker på, en ting som Violet gør ham efter. “All the bright places” er en bog, som helt ned til de små detaljer synes at være den perfekte læseoplevelse, også selvom man føler sig godt fortabt og i et dybt, mørkt hul på vegne af bogens karakterer.
Da jeg blev færdig med den, måtte jeg sidde i et stykke tid og sunde mig. Det siger noget om, hvor stærk bogen er. Den kan helt klart anbefales til alle, der holder af ungdomsromaner eller i det hele tager bøger… 5 ud af 5 stjerner!

Extraordinary Means af Robyn Schneider

Titel: Extraordinary Means   Forfatter: Robyn Schneider   Antal sider: 324
Forlag: Simon and Schuster   Udgivet: 25. maj 2015   Sprog: Engelsk

“Extraordinary means” af Robyn Schneider er en ungdomsroman med helt i gennem fantastiske karakterer, som man kun kan holde af. Den kan anbefales til alle YA-elskere, som med garanti vil få sig noget af en læseoplevelse.
Lane og Sadie er vores to hovedpersoner. De har begge antibiotikaresistent tuberculosis, og bor derfor på Latham House, som er en boarding school kun for TB ramte unge. Historien er om Lane, som først lærer at leve, da han ser døden i øjnene. Historien er også om Sadie, som har accepteret sin skæbne. Men endnu mere er det historie om Sadie og Lane, historien om sand kærlighed som måske kan besejre døden.
Det første jeg lagde mærke til ved bogen var Robyn Schneiders måde at fortælle historien om de to tuberculosis ramte unge. Godt nok er Lane og Sadie syge. Men der er mere end det. Schneider får os til at indse, at sygdom ikke bør definere os.
Helt enkelt må jeg tilstå, at det er en smuk historie og på så mange måde unik. Karakterne er nogen man kun kan holde af. Jeg kom rigtig tæt på dem, og jeg lo med dem, græd med dem og levede med dem.
Sproget er klassisk Robyn Schneider-stil. Dybt, fyldt af mening og med dialog, som kan slå en ned fra sædet, hvis ikke man holder godt fast. Se for eksempel dette citat: “He was familiar and unfamiliar, like a song I’d heard a different version of, and whose lyrics I couldn’t quite remember”. Jeg elsker hendes livlige dialoger, som er fyldt med humor og referencer til alverdens tv-serier og bøger.
Som I måske kan høre, så er jeg ret vild med “Extraordinary Means”. Det eneste som jeg var en smule utilfreds med, var den måde som plottet er udformet. Uden at afsløre for meget, så er slutningen forårsaget af et meget pludseligt tvist, som jeg ikke var helt solgt på.
Alt i alt så er “Extraordinary means” af Robyn Schneider bestemt anbefalings værdig. En smuk historie med smuk dialog og smukke karakterer. Jeg giver den 4 ud af 5 stjerner.