Browse Måned

september 2016

Skyggesider af Christina Bonde

Titel: Skyggesider   Forfatter: Christina Bonde   Antal sider: 279
Forlag: Tellerup   Udgivet: 7. november 2015  Sprog: Dansk

“Skyggesider” af Christina Bonde er en nervepirrende bog, som langsomt krøb ind under huden på mig. Den er utrolig gennemført! Jeg har aldrig læst en bog, der på samme måde har frastødt, fascineret og fastholdt mig.
Tricias tvillingesøster Emily har begået selvmord, og dette hjemsøger stadig Tricia som voksen kvinde. Hendes familie, som er kristne og tæt forbundet med kirken nægter at snakke om den synd, som søsteren begik ved at dræbe sig selv. Tricia begynder at hallucinere og personer, der ellers kun optrådte i hendes drømme, træder nu ud i virkelighedens lys.
Genren, som har været godt debateret, har Bonde beskrevet som dark fantasy med træk fra den psykologiske roman. Normalt ville jeg ikke begive mig ud i denne genre, men da jeg havde hørt så meget om Skyggesider, blev jeg selvfølgelig nødt til det!
Jeg startede ud med at høre bogen som lydbog, men måtte se i øjnene at jeg følte mig godt forvirret. Derfor smuttede jeg på biblioteket for hurtigt at give bogen et læs der – og der gik det op for mig, hvordan bogen var opbygget: nemlig som Tricias hallucinationer beskrevet i kursiv. At høre størstedelen af bogen som lydbog gav historien det ekstra tvist, som jeg føler bogen ligger op til: man får lov til at opleve verden, som Tricia oplever den. Forvirrende og usammenhængende, hvor drømme forveksles med virkelighed.
Sproget og den måde hvorpå Bonde har skabt sine karakterer spiller godt overens. Tricia, der er fanget sit eget mørke, får man hurtigt sympati med. Det var både hårdt og hjerteknusende at følge hendes rejse gennem plottet.
Genren vil stadig ikke være end af dem, som jeg holder alder mest af, hvilket, på trods af Christina Bondes fantastiske sprog og litterære univers, ikke har ændret sig. Derfor giver jeg bogen 4 ud af 5 stjerner. Jeg vil anbefale bogen til alle, som er klar på at læse noget anderledes og helt unikt!

Odinsbarn af Siri Pettersen

Titel: Odinsbarn (Ravnringene #1)   Forfatter: Siri Pettersen   Antal sider: 576
Forlag: Høst & Søn   Udgivet: 13. maj 2016  Sprog: Dansk

[Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle holdninger er mine egne.]

“Odinsbarn” af den norske Siri Pettersen er en fantasyroman med udgangspunkt i den nordiske mytologi. Bogen er noget helt for sig selv og er utrolig samtidsrelevant på trods af, at Hirkas univers er så forskelligt fra vores.
Hirka Haleløs, der er hovedpersonen i ‘Odinsbarn’, bor i den lille landsby Elveroa. Her lever hun et stille liv, indtil hendes far afslører, at hun er et Odinsbarn. Et barn fra en anden verden bag stenene. Hirka kan ikke favne og må flygte fra Rådet og Ritalet, som alle 15årige skal gennemgå. Hun er hadet og frygtet, for alle ved, at Odinsbørn spreder råddenskaben.
Bogen er noget helt for sig selv. Jeg har aldrig på samme måde læst en fantasyroman med afsæt i nordisk mytologi. Universet er så gennemført, og man kan ikke lade være med at frygte De blinde, som, ligesom Hirka, kommer fra et andet sted. Detaljerne af universet er præcise, men efterlader stadig plads til læseren, der kan udfylde hullerne selv.
Jeg holdt af Hirka fra første færd af. Hun er sådan en person, man ville ønske bare kunne få lov at leve i fred, men selvfølgelig kan hun ikke det. Hirka er utrolig gennemført og passer godt ind i rollen som heltinden i romanen. Også Rime. Rime An-Elderin, stolearvingen der nægtede at opfylde sangene og historierne om ham selv, kan man kun holde af.
Pettersen har skabt en bog, hvor man som læser føler det som om, at man bliver taget med på en bølge. Først er man i brændingen, hvor man lige skal vænne sig til vandets skvulpen, men snart efter bliver man kastet ud i havet og det spind af hemmeligheder, plottvist og karakterudvikling, som forfatteren har skabt for sin læser.
Jeg blev hurtig grebet af fortællingen, og jeg må sige, at den gik over mine forventninger. Den er hurtigt læst, og jeg kan simpelthen ikke vente til, at anden del af serien udkommer d. 12. oktober. Jeg giver bogen 4,5 stjerner ud af 5 og kan klart anbefale den til alle fantasyelskere. Man behøver nødvendigvis ikke at være en super fantasy-haj, for det må jeg sige, at jeg ikke har været længe. “Odinsbarn” er dog noget for sig selv, og har man en gang stiftet bekendtskab med Ymslanda, så er man fanget der, indtil triologien er ovre.

Leoniderne af Nanna Foss

Titel: Leoniderne (Spektrum #1)   Forfatter: Nanna Foss   Antal sider: 539
Forlag: Tellerup   Udgivet: 19. oktober 2014   Sprog: Dansk

“Leoniderne” af Nanna Foss er første del af triologien Spektrum. Det er en ny dansk fantasytriologi, som har det hele. Jeg er ikke i tvivl om, at mange danskere vil sidde med den fedeste følelser, efter at have læst om spektrum-børnene.
Emilie tegner den dreng, der starter i hendes klasse dagen efter. Men det er ikke det mærkeligste. Sammen med Noah, Pi, Linus, Alban og Adriana bliver hun brændemærket af et mystisk kompas. Det er her, tingene begynder at tage fart. For pludselig kan de fem unge meget mere, end hvad virkeligheden plejer at tillade.
På trods af, at bogens målgruppe er yngre end jeg, så følte jeg mig godt underholdt og grebet af historien. “Leoniderne” byder på masser af fantasy, magi og et kompas, hvis mystik holder en fastklæbet til siderne.
Bogen lægger op til et rigtig spændende plot, som, er jeg overbevist om, kun så dagens første spæde lys i “Leoniderne”. Bogen stiller så mange interessante spørgsmål, som man ikke får svar på, og jeg glæder mig til at læse Nanna Foss’ “Geminidierne”, der er anden del af serie og udkom sidste vinter.
Karakterne skal forfatteren virkelig have ros for. De er så forskellige og alle har noget at byde på. Jeg er specielt glad for Noah, der med sin bad-ass attitude gemmer på langt mere, end hvad han lige går og siger. Alban er også en af mine favoritter og hans “evne” er virkelig fed. Jeg kan godt lide den måde, hvorpå kapitlerne skifter fortællersynsvinkel. Jeg fik lov til at opleve de forskellige karakterer tage styringen af historien, og man kommer endnu tættere på dem.
Sproget er også super godt og sætninger som: “Måske behøver dråber ikke altid være tavse for at få stenene til at smuldre.” Dialogen mellem karaktererne afspejler de relationer, de har til hinanden men også hvordan de vil ses af andre. Noah har det med at bruge ord som “fuck”, hvilket underbygger hans karakter, og samtidig gør bogen realistisk.
Jeg er blevet stor fan af Nanna Foss efter at have læst “Leoniderne”. Det er en af de bedste danske fantasy-romaner, jeg har læst i lang tid. Jeg giver bogen 4 ud af 5 stjerner og ser frem til at læse anden del af serien!