Skyggesider af Christina Bonde

Titel: Skyggesider   Forfatter: Christina Bonde   Antal sider: 279
Forlag: Tellerup   Udgivet: 7. november 2015  Sprog: Dansk

“Skyggesider” af Christina Bonde er en nervepirrende bog, som langsomt krøb ind under huden på mig. Den er utrolig gennemført! Jeg har aldrig læst en bog, der på samme måde har frastødt, fascineret og fastholdt mig.
Tricias tvillingesøster Emily har begået selvmord, og dette hjemsøger stadig Tricia som voksen kvinde. Hendes familie, som er kristne og tæt forbundet med kirken nægter at snakke om den synd, som søsteren begik ved at dræbe sig selv. Tricia begynder at hallucinere og personer, der ellers kun optrådte i hendes drømme, træder nu ud i virkelighedens lys.
Genren, som har været godt debateret, har Bonde beskrevet som dark fantasy med træk fra den psykologiske roman. Normalt ville jeg ikke begive mig ud i denne genre, men da jeg havde hørt så meget om Skyggesider, blev jeg selvfølgelig nødt til det!
Jeg startede ud med at høre bogen som lydbog, men måtte se i øjnene at jeg følte mig godt forvirret. Derfor smuttede jeg på biblioteket for hurtigt at give bogen et læs der – og der gik det op for mig, hvordan bogen var opbygget: nemlig som Tricias hallucinationer beskrevet i kursiv. At høre størstedelen af bogen som lydbog gav historien det ekstra tvist, som jeg føler bogen ligger op til: man får lov til at opleve verden, som Tricia oplever den. Forvirrende og usammenhængende, hvor drømme forveksles med virkelighed.
Sproget og den måde hvorpå Bonde har skabt sine karakterer spiller godt overens. Tricia, der er fanget sit eget mørke, får man hurtigt sympati med. Det var både hårdt og hjerteknusende at følge hendes rejse gennem plottet.
Genren vil stadig ikke være end af dem, som jeg holder alder mest af, hvilket, på trods af Christina Bondes fantastiske sprog og litterære univers, ikke har ændret sig. Derfor giver jeg bogen 4 ud af 5 stjerner. Jeg vil anbefale bogen til alle, som er klar på at læse noget anderledes og helt unikt!

Skriv et svar