Exilium – De fejlfødt af Linette Harpsøe

Titel: De fejlfødte (Exilium #1)   Forfatter: Linette Harpsøe  Antal sider: 325
Forlag: Forlaget DreamLitt   Udgivet: 26. september 2016  Sprog: Dansk

[Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle holdninger er mine egne.]

“De fejlfødte” af Linette Harpsøe er en dystopisk science fiction, der foregår i Danmark. Bogen er medrivende og underholdende fra første til sidste side. Den er super hurtig at komme i gennem, og jeg følte mig trukket med ind i hovedpersonen, Frys kamp for overlevelse.
Fry er 17 år og har i halvandet år været fanget i sit eget hjem i isolation sammen med sin familie. Der er hverken mad, strøm eller nogen ordentlig form for værn mod det der truer dem: de mørke, metalisk-klikkende væsner i natten, der har udryttet flere familier i den lille by. Fry bliver blandet ind i et politisk spil, hvor reglerne langt fra er som dem, vi kender i dag.
Bogen starter ud med at Fry fortæller sin historie fra det sidste halvandet år: hvordan familien blev isoleret fra resten af verden og hvordan væsnerne luer ude i mørket. Dette gør hun ved hjælp af en diktafon, som læseren, altså os, lytter til. Denne del af bogen var meget anderledes, end noget jeg havde prøvet at læse før, med undtagelse lige af “Illuminae” som benytter nogenlunde samme metode. Det var anderledes og fungerede super godt til at afspejle Frys frygt og hendes tanker.
Jeg er virkelig imponeret over Linette Harpsøes fantastiske skrivestil. Hun er rigtig god til at opbygge en stemning og holde sig til sine karakterer. Frys temperament og hendes beslutninger, som ofte var drevet af følelser fremfor logik virker så virkelighedsnært.
På trods af, at stemningen var sat blev jeg aldrig rigtig bange for de monstre, som virkede til at kunne overfalde karakterne hvornår det skulle være. Deres tilstedeværelse var ikke så stor i bogen, som jeg havde forventet. Men jeg kan forestille mig, at de vil spille en endnu større rolle i anden og tredje del af serien.
Der var mange små plottvist, som drev historien i en anden retning, end jeg havde forventet. Selve plottet var skønt udtænkt, men bar også præg fra det overnaturlige, som blev en tand for meget, efter min smag. En smule for meget fantasy over en ellers rigtig god science fiction roman.
Alt i alt er jeg rigtig imponeret over “De fejlfødte” og glæder mig til at læse Linette Harpsøes anden del af serien “Exilium”. Bogen er perfekt til unge i de tidlige teenageår og opefter. Jeg giver den 3,5 ud af 5 stjerner.

Skriv et svar