Browse Måned

januar 2017

A Thousand Pieces of You

Titel: A Thousand Pieces of You (Firebird #1)   Forfatter: Claudia Gray   Antal sider: 360
Forlag: Harper Teen   Udgivet: 4. november 2014   Sprog: Engelsk

“A Thousand Pieces of You” af Claudia Gray er første del af en Sci-Fi-serie med YA-træk. Romanen indeholder masser af drama, kærlighed og plottwists.
Marguerites forældre er nutidens førende fysikere. De har udviklet den såkaldte Firebird, som gør det muligt at rejse mellem dimensioner. Men da Marguerites far myrdes, sætter hun og Theo efter Paul, der forrådte forældrene og dræbte faren. Men alt er ikke som det ser ud, og de forskellige dimensioner byder på deres problemer.
Jeg holdt virkelig af starten af bogen. Den var præget af en del fysiske tanker, og introduktion til det at rejse mellem dimensioner set fra Marguerites synspunkt. Jeg havde forventet at bogen ville fortsætte sådan, og håbet på at bogen ville blive en nørdet historie om fysik, dimensioner og abstrakte tanker om fremtiden, men jeg blev skuffet. Gray kørte ud af en tangent som i langt højere grad spillede på følelser og et stort kærlighedsdrama for Marguerite, som jeg aldrig helt på i øjenhøjde med.
Sproget i bogen var en af de ting, som jeg virkelig var imponeret over. Det var flydende og fyldt med smukke vendinger:
“… A moment when you glimpse the truth within someone, and they glimpse the truth within you. In that moment, you don’t belong to yourself any longer, not completely. Part of you belongs to him; part of him belongs to you. After that, you can’t take it back, no matter how much you want to, no matter how hard you try.”
“Before now I never understood how beautiful the ordinary can be.”
Bogen indeholder altså små perler af smukke beskrivelser og observation, jeg holdt meget af.
“A Thousand Pieces of You” er skrevet i 1. person fra Marguerites synspunkt. Jeg følte mig dog ikke rigtig “forbundet” med hende, som jeg ofte oplever, man bliver det med en jeg-fortæller. Theo og Paul, som begge spillede en stor rolle, virkede en smule overfladiske, og jeg kom aldrig til at føle noget for det kærlighedsdrama, som størstedelen af bogen omhandler.
Når det er sagt, så er jeg vild med tanken om at rejse mellem dimensioner. Der er nogle gode overvejelser i bogen, både fordele og ulemper.
Plottwistene, der komundervejs, havde jeg til dels set komme, omend det var dem, som fik mig til at blive ved med at vende side efter side. Jeg kommer ikke til at læse den næste del af Firebird-serien lige med det samme, idet den ikke fangede mig.
Alt i alt havde bogen sine gode dele, som dog ikke opvejede de mindre gode dele. Er man på udkig efter en kærlighedsroman er den sikker udemærket, men det var ikke med den forventning, jeg var gået i gang med den. Bogen får 2 ud af 5 stjerner.

Mellem Himmel og Helvede af Anne Christine Eriksen

Titel: Mellem Himmel og Helvede #1   Forfatter: Anne Christine Eriksen   Antal sider: 338
Forlag: Forlaget DreamLitt   Udgivet: 11. november 2016   Sprog: Dansk

[Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle holdninger er mine egne.]

“Mellem Himmel og Helvede” af Anne Christine Eriksen er den nye danske fantasy-serie, som har det hele: action, fantastiske væsner og et plot der afslører hemmelighed efter hemmelighed.
Daniel er et helt almindeligt menneske, der er opvokset i Det Forenede Skandinavien. Men da hans adoptivforældre myrdes, forlader han Skandinavien i sin søgen på forældrenes morder. Daniels veje krydser Lesta og de andre djævlesønner, der ligeledes er på jagt efter morderne, i Ødemarken.
Hold da op! “Mellem Himmel og Helvede” tog virkelig fusen på mig! Alle mine forventninger blev set til skamme. Bogen er utrolig velskrevet og underholdende. Bogen behandler fantasy på en helt ny måde, men forstår samtidig at have de “gamle” fantasy elementer med sig.
På en gang har bogen science fiction træk, da vi befinder os i en fremtid, hvor to af dimensionerne: himlen og helvede har været i krig. Samtidig er fantasy-elementet klart. Bagerst i bogen er en komplet optegnelse over de forskellige Væsner, som vi møder gennem historie. Her står alt fra deres historie til deres politik og opdragelse. Vi møder blandt andet Drager, Magikere, Dæmoner, Nephilimer og Djævle.
Anne Christine Eriksen skriver flydende og let og har fascinerende beskrivelser med, som man studser over og tænker: Sådan har jeg aldrig tænkt på det før. Bogen er også, udover at være en fantastisk fantasy-roman, en roman som fokuserer på identitet og seksualitet, hvilket man sjældent oplever i en sådan kombination.
Karaktererne er sjove og interessante og specielt dialogen mellem dem, fandt jeg underholdende.
Det eneste jeg havde en smule svært ved at vænne mig til var, at ‘acceptere’ at blandt andet mobiltelefoner, fra den moderne verden, blev trukket ind i fantasy-verdenen med de klassiske elementer som elevere og drager. Jeg glemte ofte, at der også var en moderne verden i Det Forendede Skandinavien, men hurtigt blev jeg mindet om det, når karaktererne snakkede om at lade deres mobiler op med deres aura.
“Mellem Himmel og Helvede” er alt i alt en virkelig fed fantasy-roman, nem at komme i gennem, og med et plot som tvinger dig til at blive siddende bare fem-ti- … en hel time endnu for at finde ud af, hvor historien bærer karaktererne hen. 4 ud af 5 stjerner!

The Blackthorn Key af Kevin Sands

Titel: The Blackthorn Key   Forfatter: Kevin Sands   Antal sider: 306
Forlag: Penguin   Udgivet: 1. september 2015  Sprog: Engelsk

“The Blackthorn Key” af Kevin Sands er en action-mættet myterie- og spændingsroman, som tager udgangspunkt i 1600’tallets London og har apoteker-lærlingen Christopher Rowe som hovedperson.
Christopher Rowe er lærling hos apotekeren Benedict Blackthorn. Christopher må følge en række ledetråde og spor og bruge sin viden som Blackthorns lærling til at løse en række mord. Men tiden er mod ham, og han må sætte sit liv på spil for at løse gåden.
“The Blackthorn Key” skildrer 1600’tallet London og livet som lærling hos en mester. Bogens plot udvikler sig hurtigt og hver kapitel synes at afsluttes med en cliff-hanger. Jeg kunne ikke stoppe med at vende siderne, da jeg først var kommet i gang!
De mange gåde, symboler og opskrifter på diverse eliksirer og pulvere bidrager til bogens mystik og sammen med vores hovedperson, sendes læseren ud på et jagt for at søge sandheden før tiden løber ud.
Sproget reflekterer den spænding og action, som plottet bygger op. Det eneste bogen virkelig mangler er karakterdybde. Mange af karakterne føles flade og som om de kun var til stede for at bidrage til plottet og handlingen.
Alt i alt formår bogen at skabe en spænding og dramatik, som symbolerne, gåderne og de mange hemmeligheder, man fornemmer ligger under, bidrager til. Bogen er tiltænkt yngre læsere, men jeg synes sagtens, at ældre læsere også vil kunne nyde bogens spind af hemmeligheder. 4 ud af 5 stjerner!