Browse Måned

maj 2017

Forårsjagt af Emma Hamberg

Titel: Forårsjagt  Forfatter: Emma Hamberg  Antal sider: 414
Forlag: Aronsen   Udgivet: 4. juli 2017   Sprog: Dansk

[Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle holdninger er mine egne.]

“Forårsjagt” er den tredje bog i Rosengädda-trilogien af Emma Hamberg. Bogen er perfekt til skøn sommerlæsning og kan sagtens læses for sig selv. Man behøver altså ikke at have læst 1. og 2. del af serien om Tessan og den hyggelige, lille Svenske by.
Tessan har sin egen restaurant i Rosengädda, hvor hun tilbereder skøn mad samtidig med, at hun tager sig af sin datter, sin ged og ikke mindst sit eget liv. Det er ikke let, og heldigvis kommer to nye mennesker ind i hendes liv, som begge vil hjælpe. Det har dog sine egne problemer, da grundene vender op og ned på alt.
Det der overraskede mig allermest ved denne bog var, hvor mange vigtige og alvorlige temaer, som Emma Hamberg tager op. På overfladen er alt idyllisk i den Svenske landsby, men alligevel lægger bogen op til eftertanke og ikke mindst debat på flere forskellige fronter.
Jeg nød at læse bogen, der rigtig fik mig i sommerferiestemning. De mange smukke beskrivelser og stunder i Rosengädda, gav mig lyst til straks at tage til Sverige og nyde den svenske, smukke natur og de hyggelige landsbyer.
Det tog mig et kapitler for rigtig at komme ind i bogen, som viste sig at have rigtig skønne karakterer, man kun kommer til at holde af. Det var skønt at se, at ikke alle karakterer er “perfekte”, men at der er mangler og fejl.
Selve plottet var ikke så hurtigt, hvilket gjorde, at det tog lidt længere tid at komme i gennem den, men også at der dermed var længere tid til at nyde bogen. “Forårsjagt” er ikke en bog man skal haste i gennem, men tværtimod nyde i sommervarmen.
“Forårsjagt” overraskede mig meget. Det var både god og underholdende læsning og perfekt at nyde her til sommer. 4 ud af 5 stjerner.

Divergent af Veronica Roth

Titel: Divergent (Divergent #1)  Forfatter: Veronica Roth  Antal sider: 487
Forlag: Harper Collins   Udgivet: 28. februar 2012   Sprog: Engelsk

Jeg må indrømme, at jeg har udsat mit møde med Veronica Roth’s Divergent i frygt for, at den skulle, som mange også har påpeget, minde for meget om diverse andre dystopiske fortællinger. Desværre blev jeg også skuffet over denne ellers hyped-bog.
Tris, vores hovedperson, står over for valget om, at vælge sin kommende fraktion. Verden er inddelt i fem fraktion, og hvilken fraktion man vælger, afspejler både ens personlighed og ens liv. Der findes dog også tilfælde, hvor man ikke direkte, er “udvalgt” til en fraktion. Tris må vælge: vil hun følge sit hjerte, eller sin families ønske?
Okay, jeg var ikke videre begejstret for “Divergent”. Lad os starte med at slå det fast. Den mindede alt for meget om Hunger Games, men havde også træk fra blandt andet Marie Lu’s “Legend” og James Dashners “The Maze Runner”. Disse bøger holder jeg meget af, og Divergent minder mest af alt om en bog, der prøver at efterligne samme mønster, men ikke opnår det på samme måde.
Plottet var mit største problem. Den udvalgte pige, som skal vise sig at være stærk og spille en stor betydning, var lidt for meget et cliché. Desuden kunne man på lang afstand gætte sig til, hvad der ville komme til at ske. Jeg nåede aldrig at føle, at jeg nåede klimaks med denne bog. Først til sidst begyndte jeg at kunne fornemme det, som jeg allerede havde gættet lurede under overfladen af historie. Altså på alle måde forudsigeligt.
Måske er det fordi, jeg ikke længere er målgruppen til denne genre og type bog. Jeg er måske blevet for gammel. Yngre læsere, omkring de 13-år, som jeg var, da jeg læste Hunger Games, vil sagtens kunne få en god læseoplevelse ud af “Divergent”. Den holder dog simpelthen ikke til ældre læsere.
Kærlighedsdramaet mellem Four og Tris føltes forudsigeligt, ligesom de “overraskelser”, som Roth havde lagt ud, var banale og igen, forudsigelige. Desværre skuffede “Divergent” mig, og jeg er ikke sikker på, at jeg vil vende tilbage til det univers, på trods af, at selve handlingen og plottet lagde op til at komme lidt mere i gang i de kommende bøger. Alt i alt giver jeg bogen 1 stjerne ud af 5.

Radiosignalet af Steffen Nohr

Titel: Radiosignalet  Forfatter: Steffen Nohr  Antal sider: 183
Forlag: Rosenkilde   Udgivet: 6. januar 2017   Sprog: Dansk

[Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget og forfatteren. Alle holdninger er mine egne.]

“Radiosignalet” er den femte bog af Steffen Nohr, som har specialiseret sig i at skrive særlig spænding til unge. Efter Steffens Nohrs tidligere roman “Den gemte hemmelighed”, som jeg læste sidste år, var jeg totalt solgt på både genren og skrivestilen.
Peter, vores hovedperson, er havnet i en yderst uheldig situation og må forlade Danmark i 1958 ombord på et skib, hvor han tilbringer de næste ni måneder. Dette er lige indtil skibet opfanget et nødsignal, og de går i land på den mystiske ø, hvor radiosignalet blev udsendt fra. Her lurer farer, gamle hemmeligheder og et uhyggeligt mysterie.
“Radiosignalet” er en spændingsroman fyldt med nervepirrende hemmeligheder og farer bag hvert hjørne. Øen, som Peter og en del af besætningen går ombord på, er bestemt ikke til at spøge med. Ej heller er det, som lurer på dem.
Jeg blev trukket med i Nohrs univers, hvilket er utrolig nemt, når skrivestilen afspejler plottet og tiden, hvor historie foregår i. Det føltes som om, jeg havde opdaget en gemt skat, en hemmelighed, som jeg måtte udforske sammen med vores hovedperson.
Der er måske lidt for mange “pludselig”-sætninger til min smag, men det er til at leve med, når man bare må vende den næste side, for at finde ud af, hvad der sker. Specielt Peters opdagelser i bunkeren var nervepirrende.
Plottet virkede ikke så omfattende som Steffen Nohrs forrige roman “Den gemte hemmelighed”, men alligevel gemte “Radiosignalet” på mange overraskelser under vejs. Bogen var på alle tænkelige måder en fornøjelse at læse.
“Radiosignalet” er for unge, hvad “Da Vinci Mysteriet” er for voksne. Jeg er ikke den første til at have sammenlignet Steffen Nohr med Dan Brown, men det er i sandhed en sammenligning, som er “Radiosignalet” værdi. Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Evnen af Siri Pettersen

Titel: Evnen (Ravneringene #3)  Forfatter: Siri Pettersen  Antal sider: 464
Forlag: Høst & Søn   Udgivet: 31. marts 2016   Sprog: Dansk

[Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle holdninger er mine egne.]

“Evnen” er sidste bind i fantasy-trilogien Ravneringene fra den norske forfatter Siri Pettersen. Den magiske fortælling, som både indeholder magt, fordom og kærlighed, bliver på magisk vis afsluttet i denne hæsblæsende fortælling, som “Evnen” netop er.
Hirka har allerede vandret i to verdener. I den afsluttende bog i trilogien befinder hun sig Dreyris verden, de ligfødtes verden, som er kold og barsk, og hvor svaghed absolut ikke må vises. Hirka bliver en del af den familie, som hun er født ind i og må lære hvordan dreyris skikke og normer er. Alt i mens går det langsomt op for hende, at sulten efter Evnen er så stærk hos de ligfødte, at en krig næsten er utænkelig.
Jeg tog mig god tid til at læse den sidste del af trilogien om Hirka og Rime. De andre to bøger var jeg fløjet igennem, og jeg vidste, at der var en overhængende fare for, at jeg ville gøre det samme med Siri Pettersens tredje bog i serien. Sandt at sige nød jeg hver eneste kapitel, og jeg blev ved med at blive overrasket over, hvor fantastisk og gennemtænkt trilogien er.
>> … Ikke alt, hvad der repareres, bliver smukkere. Af og til bliver det bare ødelagt. <<
Verdensopbygningen var det, som i første omgang slog benene væk under mig. Så kom de mange plottvist og jeg måtte sande, at der var flere sandheder, som manglede at komme frem og som drejede historien i en uventet retning i denne tredje bog.
Jeg føler, at jeg er blevet en del af Hirkas verden. Siri Pettersen skriver på en hel unik måde, som giver både “Evnen” og de to forrige bøger deres helt særlige kendetegn. Det føltes rart at være tilbage og vende sider, der rummede ekkoer fra de tidligere bøger, spundet gennem det smukke sprog.
>> Vi falder snart, sagde hun … Vi faldt for længe side, Hirka. <<
Hirka gennemgår stor forandring i “Evnen”. En forandring, som ændrer hende så drastisk, at hun ikke ville kunne genkende sig selv. Jeg forstår godt, at for at binde fin sløjfe på fortællingen skulle der forandring til. Dog skete dette så drastisk, omkring lidt over halvvejs i bogen, hvor hun pludselig ikke er til at kende mere. Jeg blev ærgerlig talt en smule skuffet. Specielt fordi hun i den første bog, hele tiden talte om at redde folk, om at bruge urternes kraft.
Generelt synes jeg, at Hirka blev blæst en smule for meget op. Hun blev en karakter, som i stedet for at være den, hun var i den første bog, blev en slags frontfigur for verdenerne. Jeg tog mig i at savne den lille, nysgerrige Hirka, som vi mødte i “Odinsbarn”.
Et af bogens temaer er kærlighed, måske umulig kærlighed. Gennem Rimes kapitler oplever vi, hvordan han håndterer situationen i Ymslanda og mærker desuden den længsel, som Hirka også føler trods alt. I starten af trilogien syntes jeg, at det var en smule for bittersødt, men efterhånden er jeg kommer til at holde af de to.
Første del af bogen føltes som at trippe på strømpesokker, fordi man vidste, at der var noget stort under opsejling. Fordelingen af “spænding” var ikke fordelt lige, ikke at det skal det, men sidste del af bogen var meget tungere belagt med dette.
“Ravneringene” har virkelig været en kæmpe fornøjelse at læse. Trilogien har været fantastisk. Plottet er nervepirrende og de mange plottvist og ufortalte sandheder, gør bogen til noget unikt. Bogen får 4 ud af 5 stjerner.