Browse Måned

september 2017

Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe af Haruki Murakami

Titel: Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe  Forfatter: Haruki Murakami   Antal sider: 173
Forlag: Klim   Udgivet: 22. maj 2009   Sprog: Dansk

“Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe” af Haruki Murakami er en blanding mellem en selvbiografisk roman og en reflektion over Murakamis to store interesser: at skrive og at løbe.

Jeg havde kun læst en smule Murakami inden, jeg gik i gang med “Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe”. Men efter at have færdiggjort den, fik jeg bare endnu mere lyst til at læse noget fra forfatterskabet. Murakami er en fantastisk personlighed og har haft et virkeligt interessant liv. Hans reflektioner om, hvordan hans løb og hans skrivning går hånd i hånd var tankevækkende. I takt med at Murakami lader sit liv udfolde sig for sine læsere, fortæller han om særlige løb, der har gjort ham stærkere, taget ham ned med nakken – men altid, altid for at rejse sig igen.

Man skal dog ikke lade sig skræmme; bogen er meget mere end en journal om Murakamis løbetræning. Den er humoristisk, eftertænktsom og virkelig inspirerende. Det er sådan en bog, som kan læses under et tæppe og med en kop te i hånden. I virkeligheden handler bogen om livet. Om de erfaringer Murakami har gjort sig, og de ting han vil give videre.

Når det så er sagt, så vil den helt sikkert være mere tiltalende til løbere derude. Jeg blev personligt virkelig inspireret. Delvom jeg læste den i en periode, hvor jeg var skadet, så tændte Murakami en gnist af håb inde i mig. Det går over, synes han at fortælle mig.

Er man ikke løber eller interesseret i løb, vil jeg alligevel anbefale bogen – skrivestilen er smuk, og man lærer en ting eller to om livet fra en mand, som har oplevet lidt af hvert. 5 ud af 5 stjerner.

Tara og Stormøerne af Isa Lemvigh Clausen

Titel: Tara og Stormøerne   Forfatter: Isa Lemvigh Clausen   Antal sider: 236
Forlag: Mellemgaard   Udgivet: 13. maj 2016   Sprog: Dansk

[Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle holdninger er mine egne.]

“Tara og Stormøerne” af Isa Lemvigh Clausen er andet bind af børneserien om den forhenværende slave Tara og hendes eventyr i Halvarden og Ydersletten.

Tara nyder sin frihed ombord på Gaffas pram sammen med Ulv og Ka. Men selvom der stort set er fred i Halvarden, forsvinder Arke alligevel på mystisk vis. Tara må drage ud på et farligt eventyr, som bringer hende til Ydersletten og hele vejen til Stormøerne, hvor hun kommer på sporet af Mistis tvilling, Valmar, som siden sin fødsel har været adskilt fra sin familie.

Endnu engang var jeg imponeret over, hvordan Isa Lemvigh Clausen på en gang skriver en kanon-god børnebog, men samtidig formår at gøre den spændende nok for voksne læsere at blive fanget og draget ind i universet. Specielt karaktererne er jeg utrolig vild med. Tara er stærk, stædig og kan sætte sig ud over sig selv. På mange måder er hun en rollemodel. Desuden er der også karakterer som for eksempel Gaffa, som giver historien dét ekstra. Han har virkelig noget af et ordforråd, og jeg kunne ikke lade være med at smile hver gang, han opfandt sine egne skældsord. Derudover var jeg fascineret af Rokko, som fik flere facetter af sin personlighed afdækket i denne bog.

Med Tara er man altid i godt selskab, og hendes eventyr er ikke blevet mindre spændende af, at hun ikke længere må kæmpe for sin overlevelse på samme måde, som dengang hun var slave hos bratanerne. Selve grunden til eventyret virkede en smule forceret, men da det først var startet, kunne jeg ikke lade være med at nyde det. “Tara og Stormøerne” indeholder spænding og et godt plot. Denne gang var der elementer fra fantasy-universet, som jeg godt kunne lide. Specielt Stormøerne holdt jeg meget af!

Jeg roste også forfatteren for sproget i første del af serien, men jeg kan ikke gentage mig selv nok gange. Det er simpelt men stærkt! Igen bliver målgruppen tager seriøst. Der var dog et par scener, som var mere voldsomme, end vi har oplevet det i “Tara og magtens segl”.

En ting, som jeg også påpegede i min anmeldelse af første bog, er, at problemerne og klimaks løses for nemt. Der er for lidt forklaringer, og Tara kommer lidt for nemt til sine sejre. Alligevel er der tale om en rigtig god bog, både til børn og voksne, med et stærkt persongalleri og nogle intense spændingskurver. 3 ud af 5 stjerner.

Ursiderne af Nanna Foss

Titel: Ursiderne (Spektrum #3)  Forfatter: Nanna Foss   Antal sider: 547
Forlag: Tellerup   Udgivet: 16. september 2017   Sprog: Dansk

“Ursiderne” af Nanna Foss er det længe ventede tredje bind i Spektrum-serien, som bliver i alt på 9 bøger. Jeg kom senere ind i Spektrum-serien end mange andre, og jeg har derfor heller ikke skulle vente så længe på denne 3’er, selvom det alligevel føltes for evigt!

Inde i Nasrin lever et mørke, som er altopslugende. Hun mistede sin mor, da hun var ti år gammel. Hendes far arbejder kontant på hospitalet, og de danser om hinanden og smiler påtvunget, fordi det er det, de skal. Nasrin møder de andre tidsrejsene, og snart er fortiden og nutiden igen filtret ind i hinanden, alt i mens horror vacui stadig truer med at opsluge alt. 

Jeg sidder lidt med den følelse, hvor ingen ord helt kan beskrive. Men lad mig prøve: WHAT?!

Ursiderne var ikke bare god, nej, den var fantastisk, gennemarbejdet og hjerteknusende. Jeg var slet ikke klar på Nasrin, som er en af de mest intense, fandenivoldske og smertelige karakterer i hele serien. Selvom vi på forhånd ikke kender meget til Nasrin, så er man ikke i tvivl om, hvem hun er. Hun er en stærk karakter, som i den grad ikke har besvær med at skille sig ud.

Nasrin lyver ikke, hun stiller ikke spørgsmål og så skriver hun digte, som hun skyller ud i toilettet. Men hun er meget mere end det. Og hendes fortid trækker skygger ind i hendes nutid.

Arbejdet med karaktererne og plottet har taget et helt nyt niveau. Jeg synes, at Leoniderne var god og at Geminiderne var fantastisk, men Ursiderne er noget helt for sig selv. Jeg ved godt, at Nanna har sagt, at dette var “den svære tre’er”, men det er hun virkelig sluppet godt fra! Man kan virkelig mærke, at hun er vokset som forfatter. Selvom det er tydeligt, at Spektrum serien er præget af at være drevet af karakterne, som hver i sær er helt unikke, så spiller det virkelig godt sammen med plottets klimaks. Der er kapitler hvor karakterne og karakterudvikling er i fokus, men der er godt nok også nogle intense kapitler, som er mere plot-drevet.

Jeg elskede hvordan sproget og metaforerne var præget af, at det var Nasrin, som fortalte historien. De vand-metaforer altså!

En ting, som jeg holdt af ved bogen var, at Adriana som karakter kom i mere fokus. Jeg har aldrig set på hende som de andre karakterer, men i Ursiderne bliver hun karaktermæssigt virkelig foldet ud. For mig blev hun et rigtigt menneske; et man meget bedre kunne relatere til.

En karakter som jeg også er kommet til at holde meget af er, mærkeligt nok, Noah. Han er en ligefrem djævel, og de fleste af hans udtalelser er som stød (get it?). I Noahs selskab er man altid underholdt! (Selvom jeg nok nødigt ville støde ind i ham i virkeligheden).

Jeg havde virkelig ondt af Alban det meste af bogen. Og jeg synes faktisk, at hans evne blev en smule misbrugt: der var for mange tilfældige volds-udbrud som totalt ødelagde ham. Dog kan jeg, efter at have færdiggjort bogen, godt se at det var med til i sidste ende at skabe den cliff-hanger, som Nanna (igen?!) har efterladt os med. Jeg tror efterhånden, at jeg vil lade være med at læse de sidste kapitler af bøgerne, til jeg står med efterfølgeren i hånden ;).

Lad os lige snakke om de sorte sider og det grafiske, som jeg virkelig havde glædet mig til. Det tog mig lidt tid, at forstå betydningen af de sorte sider, men jeg synes virkelig, at det gav hele bogen noget ekstra. Og at Nasrin fik meget mere dybde af det.

“Ursiderne” af Nanna Foss er meget mere, end jeg kunne håbe på. Jeg kan næsten ikke forstå, at vi (forhåbentlig kun) skal vente et helt år til at læse bind fire. 5 ud af 5 stjerner!

Tara og magtens segl af Isa Lemvigh Clausen

Titel: Tara og magtens segl   Forfatter: Isa Lemvigh Clausen   Antal sider: 244
Forlag: Mellemgaard   Udgivet: 10. april 2015   Sprog: Dansk

[Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle holdninger er mine egne.]

“Tara og magtens segl” af Isa Lemvigh Clausen er en børnebog, som er perfekt til højtlæsning, eller til voksne som har en barnlig sjæl og har mod på at tage med hovedpersonen, Tara, ud på et stort eventyr.

Tara er vokset op som slave hos bratanere, hvor hun laver mad sammen med Misti. Når ingen kan høre dem, fortæller Tara om den dag, hvor hun endelig vil flygte fra bratanerne og slavelivet og leve sit eget liv. Men da Kira dør, en slave der har været som en mor for Tara, har hun fået nok. Tara flygter og hendes eventyr begynder. Et eventyr som er meget større end noget, som Tara nogensinde har kunne forestille sig. 

Godt nok er “Tara og magtens segl” en børnbog, men jeg må virkelig tage hatten af for forfatteren, for den måde hvorpå karaktererne er præsenteret, står det klart, at hun har taget sit yngre publikum seriøst. Tara er en stærk hovedperson, som på trods af sin unge alder, virkelig forstår at tage ansvar og gøre en betydning. Der er virkelig arbejdet med karaktererne i denne bog. Jeg var specielt vild med Rokko, som gør historien endnu mere levende og underholdene.

Plottet var spændende og selvom der var fokus på karaktererne, så var det klart, at handlingen også var i centrum. Der var ikke et øjeblik, hvor jeg begyndte at kede mig, eller hvor bogen bar for stort præg af at være en børnebog. Både børn som voksne kan få meget ud af “Tara og magtens segl”, som gode eventyr jo formår.

Jeg synes dog at plottets problemer blev en smule for nemt løst. Der var en god opbygning til hele den store konflik med hvem, der retmæssig skulle have magten; om fyrst Baras og hans tropper. Og måske er det fordi, at bogen netop er tiltænkt til yngre læsere, men jeg følte mig i hvert fald en smule skuffet over, hvordan konfliktens klimaks blev behandlet.

Når det så er sagt, så er “Tara og magtens segl” en rigtig god bog, både for børn og voksne. Bogen har en spændende persongalleri og en verden, som jeg glæder mig til at udforske i 2’eren og 3’eren. 3 ud af 5 stjerner.

The Crown’s Game af Evelyn Skye

Titel: The Crown’s Game (The Crown’s Game #1)  Forfatter: Evelyn Skye
Antal sider: 399   Forlag: Balzer + Bray   Udgivet: 17. maj 2016   Sprog: Engelsk

“The Crown’s Game” af Evelyn Skye er starten på en fantasy-duologi, som tager udgangspunkt 1800’tallets Rusland. På trods af at bogen havde en klar Hunger Games-vibe, så nød jeg virkelig historien og karaktererne ind til sidste bloddråbe!

Vika Andreyeva og Nikolai Karimov er begge enchanters med hver deres speciale; Vika kan styre vilde storme og lave aske til guld, og Nikolai kan skabe storslåede bygningsværker ud af det bare ingenting. Men da The Crown’s Game begynder, må de to stå ansigt til ansigt for kun en af dem, kan blive imperial entchanter.

Jeg havde ikke de store forventninger, da jeg gik i gang med The Crown’s Game. Efterhånden er der alt for mange bøger, som efterligner det jeg ville kalde Hunger Games-fænomenet. Men bogen her overraskede i den grad. Det magiske system var smukt udformet, måske ikke videre unikt, men stadig anderledes. Hele bogen var præget af at foregå i Rusland, hvilket var meget anderledes, end noget af det, jeg før har læst. Hurtigt kom jeg til at synes godt om den forældreløse Nikolai, som hele sit liv har arbejdet mod denne chance for at blive tsarens enchanter. Karakterne var meget forskellige, og kapitlerne følger de to karakterers synspunkter i kampen for at blive imperial enchanter i Rusland.

Som altid i sådanne bøger er der et romance-element, og som så mange gange før, føler jeg, at det bliver for forceret. Jeg ville ønske, at der ikke altid behøvedes at være et romantisk element mellem to hovedpersoner, som i sidste ende ikke kan få hinanden. Det er måske en god historie, men efterhånden også en meget brugt kliché. I stedet for at lade læseren blive forfærdet over, at den ene må dræbe den anden og dermed sin elskede, så ville det være meget stærkere, hvis forfatteren lod hver af de to karakterers personlighed appellere til læseren, og på den måde sikre, at man som læser ikke ønskede nogen af dem døde, da man, på grund af deres personligheder og baggrunde, holder af dem.

Sproget var det, som bandt en fin sløjfe på hele fortællingen. Jeg befandt mig i Rusland, jeg vandrede i Saint Petersburgs gader sammen med Nikolai og Vika. Følelsen af at være i 1800-tallets Rusland var meget stærk, og noget af det, som virkelig træder frem, når jeg tænker tilbage på bogen. Alt i alt var “The Crown’s Game” af Evelyn Skye en overraskende bog, jeg virkelig nød og derfor får bogen også 4 ud af 5 stjerner.

Forpremiere på Spektrum #3 og Vejen til Panteon #2

Lørdag d. 2. september var jeg til forpremiere på Nanna Foss’ nye Spektrum-bog og Boris Hansens’ nye bog i Vejen til Panteon-sagaen. Forpremieren var i selskab med de to forfattere og deres kollega Malene Sølvsten, der har skrevet Ravnenes Hvisken. Forpremieren var i forlængelse med Fantasicon, som jeg dog desværre ikke kunne deltage i. Vi var i et stort, smukt lokale, som uden tvivl tilhører en loge.

På programmet lød som følger:

  • Introduktion til de to nye bøger af forfatterne
  • Paneldebat ledet af Malene Sølvsten
  • Quiz med mulighed for at vinde bøgerne
  • Q&A
  • Mulighed for køb af bøger samt signering

Jeg havde glæder mig så sindsygt meget til denne aften, og da både Boris og Nanna fortalte om bøgerne, var det svært ikke at lade deres begejstring smitte. Aftenen fortsatte med en paneldebat om YA-litteratur med særlig fokus på fantasy. Specielt faktummet at fantasy i Danmark ofte er rettet mod børn og unge, mens det i England og USA også er en genre for voksne, var meget interessant. Alle tre forfattere kunne tale med om “den svære to’er”. Malene Sølvsten havde måneden tidligere udgivet andet bind i Ravnenes Hvisken.

Derefter fulgte en quiz, og til min store ærgelse lå jeg i top 5 lige ind til de sidste par spørgsmål – måske fordi jeg har nørdet lidt for mange af Boris og Nannas “Bag om Bøgerne” livestreams og for lidt om den brede fantasy-genre 😉

Panelet blev afrundet med tid til spørgsmål, hvorefter vi endelig kunne får fat på de to nye bøger: “Ursiderne” af Nanna Foss og “Akkanas Gåde” af Boris Hansen. Sammen med Julie (Literarylinings) fik vi signeret de to nye bøger af forfatterne. Jeg havde også medbragt Ravnenes Hvisken, som Malene var så sød at signere.

Anmeldelserne af Nanna Foss’ bøger findes her: Leoniderne, Geminiderne og Ursiderne. Anmeldelserne af Boris Hansens bøger findes her: Vejen til Panteon og Akkanas Gåde.

Og lidt billeder fra aftenen:

I see London, I see France af Sarah Mlynowski

Titel: I see London, I see France (I see London, I see France #1)  Forfatter: Sarah Mlynowski
Antal sider: 378   Forlag: HarperTeen   Udgivet: 11. juli 2017   Sprog: Engelsk

“I see London, I see France” er en sød historie om to piger, der tager på deres livs backpacker-rejse Europa. En bog som virkelig giver en lyst til at opleve verden!

Sydney og Leela har planlagt deres rejse til Europa siden de var helt små, men nu er tiden endelig kommet! De skal tilbringe fire og en halv uge med at rejse rundt i lande som England og Frankrig. Men der møder dem en overraskelse på flyet: Leelas eks-kæreste dukker op og Sydney falder for dennes bedste ven og rejsekammerat. 

“I see London, I see France” er lidt som en rejseguide til Europa, hvis man skal ud at backpacke. Jeg fik i hvert fald lyst til at smide, alt hvad jeg havde i hænderne, og så tage afsted på det første og bedste fly, jeg kunne finde. Der er små introduktioner til hver land, Sydney og Leela besøger samt tips og ting, man skal være opmærksomme på.

Selve plottet var sødt, men til tider også en smule kedeligt. Jeg nød rejsebeskrivelserne, men der var bare for lidt, der egentlig skete.

Jeg holdt af vores hovedperson, Sydney og specielt hendes relation til hendes mor, der lider af en agorafobi. Dette gør, at hun aldrig forlader huset. Sydney blev trukket i to forskellige retninger på sine rejser; at tjekke op på sin mor, som hun havde efterladt hun den modvillige søster og nyde den ferie og sommer, som står med. Dog blev dette aspekt hele tiden præsenteret som en sidenote, en ting, som Sydney skulle huske at tage sig af og som bare blev fyld til det plot, som måske manglede lidt.

Forholdet mellem Leela og Sydney blev jeg hurtig træt af. Specielt det aspekt, hvor de hele tiden snakker om hvilke drenge, de skal finde sammen med. Jeg ville ønske, der havde været mere fokus på deres venskab, som havde lidt det seneste år. Rejseaspektet ville jeg også gerne have uddybet noget mere, fordi det netop var det, der gjorde bogen noget særligt. Flere informationer, flere steder beskrevet.

Alt i alt var bogen en overordnet fin læseoplevelse, og jeg kan anbefale den til alle, som måske ikke selv har været ude at rejse i sommer eller som gerne vil have inspiration til kommende ferier. 3 ud af 5 stjerner.