Ursiderne af Nanna Foss

Titel: Ursiderne (Spektrum #3)  Forfatter: Nanna Foss   Antal sider: 547
Forlag: Tellerup   Udgivet: 16. september 2017   Sprog: Dansk

“Ursiderne” af Nanna Foss er det længe ventede tredje bind i Spektrum-serien, som bliver i alt på 9 bøger. Jeg kom senere ind i Spektrum-serien end mange andre, og jeg har derfor heller ikke skulle vente så længe på denne 3’er, selvom det alligevel føltes for evigt!

Inde i Nasrin lever et mørke, som er altopslugende. Hun mistede sin mor, da hun var ti år gammel. Hendes far arbejder kontant på hospitalet, og de danser om hinanden og smiler påtvunget, fordi det er det, de skal. Nasrin møder de andre tidsrejsene, og snart er fortiden og nutiden igen filtret ind i hinanden, alt i mens horror vacui stadig truer med at opsluge alt. 

Jeg sidder lidt med den følelse, hvor ingen ord helt kan beskrive. Men lad mig prøve: WHAT?!

Ursiderne var ikke bare god, nej, den var fantastisk, gennemarbejdet og hjerteknusende. Jeg var slet ikke klar på Nasrin, som er en af de mest intense, fandenivoldske og smertelige karakterer i hele serien. Selvom vi på forhånd ikke kender meget til Nasrin, så er man ikke i tvivl om, hvem hun er. Hun er en stærk karakter, som i den grad ikke har besvær med at skille sig ud.

Nasrin lyver ikke, hun stiller ikke spørgsmål og så skriver hun digte, som hun skyller ud i toilettet. Men hun er meget mere end det. Og hendes fortid trækker skygger ind i hendes nutid.

Arbejdet med karaktererne og plottet har taget et helt nyt niveau. Jeg synes, at Leoniderne var god og at Geminiderne var fantastisk, men Ursiderne er noget helt for sig selv. Jeg ved godt, at Nanna har sagt, at dette var “den svære tre’er”, men det er hun virkelig sluppet godt fra! Man kan virkelig mærke, at hun er vokset som forfatter. Selvom det er tydeligt, at Spektrum serien er præget af at være drevet af karakterne, som hver i sær er helt unikke, så spiller det virkelig godt sammen med plottets klimaks. Der er kapitler hvor karakterne og karakterudvikling er i fokus, men der er godt nok også nogle intense kapitler, som er mere plot-drevet.

Jeg elskede hvordan sproget og metaforerne var præget af, at det var Nasrin, som fortalte historien. De vand-metaforer altså!

En ting, som jeg holdt af ved bogen var, at Adriana som karakter kom i mere fokus. Jeg har aldrig set på hende som de andre karakterer, men i Ursiderne bliver hun karaktermæssigt virkelig foldet ud. For mig blev hun et rigtigt menneske; et man meget bedre kunne relatere til.

En karakter som jeg også er kommet til at holde meget af er, mærkeligt nok, Noah. Han er en ligefrem djævel, og de fleste af hans udtalelser er som stød (get it?). I Noahs selskab er man altid underholdt! (Selvom jeg nok nødigt ville støde ind i ham i virkeligheden).

Jeg havde virkelig ondt af Alban det meste af bogen. Og jeg synes faktisk, at hans evne blev en smule misbrugt: der var for mange tilfældige volds-udbrud som totalt ødelagde ham. Dog kan jeg, efter at have færdiggjort bogen, godt se at det var med til i sidste ende at skabe den cliff-hanger, som Nanna (igen?!) har efterladt os med. Jeg tror efterhånden, at jeg vil lade være med at læse de sidste kapitler af bøgerne, til jeg står med efterfølgeren i hånden ;).

Lad os lige snakke om de sorte sider og det grafiske, som jeg virkelig havde glædet mig til. Det tog mig lidt tid, at forstå betydningen af de sorte sider, men jeg synes virkelig, at det gav hele bogen noget ekstra. Og at Nasrin fik meget mere dybde af det.

“Ursiderne” af Nanna Foss er meget mere, end jeg kunne håbe på. Jeg kan næsten ikke forstå, at vi (forhåbentlig kun) skal vente et helt år til at læse bind fire. 5 ud af 5 stjerner!

Skriv et svar