BogForum 2017

Fredag d. 10. til søndag d. 12. blev det årlige BogForum afholdt. Lige siden sidste år har jeg glædet mig enormt meget til at deltage på messen igen. Desværre havde jeg kun mulighed for at være der om lørdagen, og det betød et stramt program med masser af interviews og bøger og oplæg fra forfattere!

Jeg troppede selvfølgelig op lidt i 10, så jeg kunne være der, da dørene gik op. Og herefter gik det stærkt! Udstyrret med BogForums app fik jeg navigeret mig til Bellascenen, hvor Katja Berger fortalte om “Sjælehenteren”, en bog som jeg helt sikkert skal læse på et tidspunkt!

Herefter havde jeg minus et minut til at komme hen til Tellerups stand, hvor jeg skulle møde Nanna Foss og Boris Hansen, for at modtage min præmie i Mystik&Vand-konkurrencen, som jeg havde vundet. Det blev til et par billeder, de super flotte bogmærker og deres flotte tegning featured en dæmon-havfrue og en ildspydende drage (unik kunst, som Boris siger). Tellerup sponsorerede også en valgfri bog, og jeg valgte Anika Eibes nye “Er du okay Nanna?”. Sammen med Nanna fandt vi Anika, der havde gemt sig på Tellerups stand inde på børneafdelingen af BogForum, og jeg fik bogen signeret.

Herefter stod det på interview af Sissel-Jo Gazan, som netop er udkommet med “Blækhat”, en helt fantastisk bog om svampevidenskab, street-art og det politiske Danmark gennem 70’erne og 80’erne. Jeg har længe været stor fan af Sissel-Jo Gazan, som har studeret biologi og nu bruger det som inspiration til sine bøger. Herefter hørte jeg Peter Lund Madsen fortælle om sin bog om hjernen, der desværre ikke er udkommet endnu. Han skulle have været interviewet af sin bror, men som Peter sagde, så fører hans bror ikke kalender og det havde resulteret i en dobbelt-booking.

Efter en kort spisepause var der tid til at nyde de mange stande. Jeg deltog i et hav af konkurrencer om at vinde bøger og fik en masse ny inspiration til kommende læsning. Jeg stillede mig op til signering af Jan Guillou, som signerede det 7. bind af Det Store Århundrede “1968”. Bagefter stod det igen på lidt omvandring, hvorefter jeg satte mig, i god tid, klar til Adam Silveras interview hos Gyldendal. Jeg var så heldig at få en plads på første række!

Efter at have læst Adam Silveras bøger op til BogForum var jeg vildt spændt på at høre ham snakke om hans nye bog, “They both die at the end”, som lige er kommet ud på dansk: “De dør begge til sidst”. Selvom interviewet var kort, var det meget inspirerende!

Dagen blev afsluttet med Peter Vuust, der fortalte om musik og hjernen og selv spillede et nummer. Herefter kom Rane Willerslev på og fortalte om sin nye bog “Tænk vildt”.

BogForum 2017 var en virkelig god oplevelse, og jeg er ked af, at jeg ikke kunne være der alle dage – men det kan jeg forhåbentlig næste år!

Skriv et svar