Ready Player One af Ernest Cline

Titel: Ready Player One   Forfatter: Ernest Cline   Antal sider: 374
Forlag: Crown Publishers   Udgivet: 16. april 2011   Sprog: Engelsk

“Ready Player One” af Ernest Cline er en af de fedeste, mest originale og nørdede science fiction romaner, jeg nogensinde har læst!

Vi befinder os i år 2044, hvor verden er ramt af en energikrise. Wade Watts lever sit liv i den virtuelle verden gennem spillet OASIS, som er skabt af James Halliday. En altofattende skattejagt sættes i gang, da Halliday dør, og vi følger de mange referencer til 80’er popkultur, computerspil og musik, som OASIS er fyldt med.

“Ready Player One” er simpelthen et must, hvis man er til science fiction. Wow! Bogen er et mekka for alle, der har gennemlevet 80’er (mand, jeg ville gerne have været der). Der er så mange referencer til James Hallidays besættelse af alt, hvad der har med 80’erne at gøre. Wade Watts, bogens hovedperson, ved ALT hvad der er at vide om film, tv-serier, spil og musik fra den tid. Der er sikkert gået en masse referencer hen over hovedet på mig, men jeg har virkelig også lært meget!

80’er elementet er dog ikke det fedeste ved bogen. Det fedeste er den verden, som Cline har skabt. Den er uhyggelig realistisk på en dystipisk måde. OASIS er Wades flugt fra virkeligheden. Han går i skole, har sine venner gennem OASIS og ville egentlig helt droppe “det virkelig liv”, hvis han kunne. Bogen sætter ikke kun fokus på de dystopiske temaer. Både venskab og kærlighed spiller en stor rolle. Specielt Wades forhold til hvad der er virtuelt, og hvad der er realitet sætter nogle tanker i gang.

Derudover er det er vildt spændende plot, som driver historien og karaktererne til udvikling. Efter min mening er “Ready Player One” den nye Enders Game, som også tog mig med storm. 5 ud af 5 stjerner!

Skriv et svar