Dark Matter af Blake Crouch

Titel: Dark matter   Forfatter: Blake Crouch   Antal sider: 342
Forlag: Crown Publishers   Udgivet: 26. juli 2016   Sprog: Engelsk

“Dark matter” af Blake Crouch er en science fiction iblandet thriller-roman, som vil vende op og ned på din forestilling om verden.

Jason Dessen har et sikkert og godt liv; han elsker sin kone Daniella og deres eneste søn, Charlie. Af og til tænker han dog på, at han kunne have gjort noget mere. At han kunne have udrettet mere med sin karriere. Jason bliver kidnappet og vågner op med klinisk maskerede mennesker omkring sig, og en tilsyneladende gammel ven, der byder ham “velkommen tilbage.”

Når man først er kommet sig over den første forvirring, og har accepteret at verden er mere kompliceret end som så, så kan man ikke lade være med at blive ført med på den rejse, som Jason gennemlever. Plottet er simpelhen gennemarbejdet og ja, næsten genialt. Man kommer til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad virkeligheden egentlig er. Hvad der adskiller en selv fra sig selv i paralleluniverser.

Bogen sætter fokus på, at man er den man er, fordi man har taget de valg i livet, som man har. Selv helt tilfældige handlinger, skaber det menneske man ser i øjnene i spejlet.

“Dark matter” sætter virkelig nogle tanker i gang; eksistensspørgmål og det kan faktisk virke en smule skræmmende. Men så er det jo godt, at det kun er fiktion … ikke? Ikke?

Hele den videnskabelige del var gennemført skrevet, og gjorde historien endnu stærkere. Det tog mig en del tid rigtigt at komme ind i bogen og føle noget for karaktererne, men det er ventetiden værd! 4 ud af 5 stjerner.

Skriv et svar