Browse Måned

februar 2018

Crooked Kingdom af Leigh Bardugo

Titel: Crooked Kingdom (Six og Crows #2)   Forfatter: Leigh Bardugo   Antal sider: 536
Forlag: Orion Children’s Books   Udgivet: 27. september 2016   Sprog: Engelsk

“Crooked Kingdom” af Leigh Bardugo er den sidste og afsluttende bog i duologien “Six of Crows”. Det er den først serie, som jeg har færdiggjort i år og hold da op, niveauet er sat højt!

Jeg elskede Six of Crows, men jeg tør godt sige, at Crooked Kingdom var endnu bedre! Der er bare mere af det hele: karakterer, spænding og plot. Den her serie er seriøst noget for sig selv. Selvom jeg stadig ikke har fået læst Grisha-trilogien som foregår i samme univers og nogle år inden denne duologi, så er jeg helt opslugt af den verden, som Bardugo har skabt.

Six of Crows og Crooked Kingdom er en af de første duologier, jeg har læst, og jeg er vild med konceptet. Man undgår den typiske “dårlige” 2’er mellem den introducerende 1’er og hektiske 3’er. Og så alligevel … jeg kan ikke få nok af de her karakterer og ville have elsket at have fået en bog til, bare så jeg kunne forlænge den tid, jeg havde med dem. Jeg har allerede lyst til at genlæse de to bøger igen!

Det Leigh Bardugo gør, som jeg ofte mangler i fantasy-romaner er, at dykke ned i hver enkelt karakter. Jeg fik ikke blot et navn og nogle overfladiske beskrivelser. De her karakterer kender jeg helt i gennem. Deres svagheder blev lige så meget fremhævet som deres styrker. Specielt holdt jeg meget af de kapitler, hvor vi fik lov til at vende tilbage til fortiden og se hvordan og hvorfor karaktererne har udviklet sig, som de har.

Allerede nu har jeg bladret tilbage og genlæst nogle af de scener, der er mellem Inej og Kaz. For hold da op, de er bare alt, hvad jeg har brug for. Hvis jeg bare kunne læse bøger som den her hver eneste gang, så ville jeg ikke bede om mere!

Crooked Kingdom var bedre fordelt i forhold til plottets spændingskurver end Six of Crows var. Leigh Bardugo forstår virkelig hvordan, man fortæller en historie, og jeg kan ikke fatte, at jeg aldrig mere vil kunne vende tilbage til de her bøger og ikke vide, hvad jeg går ind til.

Crooked Kingdom og Six of Crows står blandt mine yndslingsbøger of all time. Det her er bøger, som viser hvad fantasy-genren kan. Det her er bøger, som tager genren, læseren og fortællingen seriøst. 5 ud af 5 stjerner.

Six of Crows af Leigh Bardugo

Titel: Six of Crows (Six og Crows #1)   Forfatter: Leigh Bardugo   Antal sider: 462
Forlag: Henry Holt and Company   Udgivet: 29. september 2015   Sprog: Engelsk

“Six of Crows” af Leigh Bardugo er den første i duologien af samme navn. Jeg havde hørt rigtig mange positive ord om både Bardugo og denne duologi, så det var med høje forventninger, at jeg gik i gang med den!

Den kriminelle og geniale Kaz Brekker har fået en opgave. En umulig opgave som aldrig før har været gennemført: han skal bryde ind i The Ice Court. Kaz må samle sig et hold af specielle personligheder, og finde sine bedste tricks frem, for at kunne gennemføre opgaven og modtage den store sum penge.

Okay. Indrømmet. Jeg blev en lille smule skuffet, da jeg læste bagsiden af bogen. Endnu en bog om et umuligt kup? Men allerede fra første kapitel vidste jeg, at jeg sad med en helt anden bog i hånden. Jeg blev hurtigt fanget ind af den magiske, brutale verden som Bardugo har skabt og som oprindeligt stammer fra hans Grisha-trilogi, som jeg stadig mangler at læse. Men det var ikke det bedste af det hele. Nej. Det, der fascinerede mig mest, var karaktererne. Hver på sin måde unik og hver med sin specielle baggrund og grund til, at karakteren var havnet lige netop i The Barrel, et kriminelt og skummelt område i den store by Ketterdam. Specielt Kaz’ historie fascinerede og skærmte mig. På overfladen var Kaz kort for hovedet og tænkte kun på de penge, han kunne få ud af det næste job. Han var knap nok menneskelig og skydede alt for for menneskelig kontakt. Men under overfladen gemte der sig en anden historie, som Bardugo langsomt afslørrede lidt efter lidt.

Plottet var godt, ikke videre kompliceret, men der var nogle små men gode detaljer og tvist med til at gøre det hele en smule mere nervepirrende. Kapitlerne skifter fra karakter til karakter, selvom jeg til tider havde svært ved at se, hvilken person der skulle forestille at fortælle kapitlet – og det hjalp heller ikke, at bogen var skrevet i 3. person. Ud over dette, har jeg dog kun gode ting at sige om denne roman. Hold da op! Det er helt klart en af de bedste fantasy-romaner, jeg nogensinde har læst. Og det har måske noget at gøre med, at selve fantasy-aspektet ikke bliver pustet for meget op, og at der i stedet for fokus på magi er et langt større fokus på relationerne mellem karaktererne og deres udvikling i forhold til plottet.

Jeg glæder mig enormt til at læse den sidste del af duologien! “Six og Crows” får 5 ud og 5 stjerner.