Six of Crows af Leigh Bardugo

Titel: Six of Crows (Six og Crows #1)   Forfatter: Leigh Bardugo   Antal sider: 462
Forlag: Henry Holt and Company   Udgivet: 29. september 2015   Sprog: Engelsk

“Six of Crows” af Leigh Bardugo er den første i duologien af samme navn. Jeg havde hørt rigtig mange positive ord om både Bardugo og denne duologi, så det var med høje forventninger, at jeg gik i gang med den!

Den kriminelle og geniale Kaz Brekker har fået en opgave. En umulig opgave som aldrig før har været gennemført: han skal bryde ind i The Ice Court. Kaz må samle sig et hold af specielle personligheder, og finde sine bedste tricks frem, for at kunne gennemføre opgaven og modtage den store sum penge.

Okay. Indrømmet. Jeg blev en lille smule skuffet, da jeg læste bagsiden af bogen. Endnu en bog om et umuligt kup? Men allerede fra første kapitel vidste jeg, at jeg sad med en helt anden bog i hånden. Jeg blev hurtigt fanget ind af den magiske, brutale verden som Bardugo har skabt og som oprindeligt stammer fra hans Grisha-trilogi, som jeg stadig mangler at læse. Men det var ikke det bedste af det hele. Nej. Det, der fascinerede mig mest, var karaktererne. Hver på sin måde unik og hver med sin specielle baggrund og grund til, at karakteren var havnet lige netop i The Barrel, et kriminelt og skummelt område i den store by Ketterdam. Specielt Kaz’ historie fascinerede og skærmte mig. På overfladen var Kaz kort for hovedet og tænkte kun på de penge, han kunne få ud af det næste job. Han var knap nok menneskelig og skydede alt for for menneskelig kontakt. Men under overfladen gemte der sig en anden historie, som Bardugo langsomt afslørrede lidt efter lidt.

Plottet var godt, ikke videre kompliceret, men der var nogle små men gode detaljer og tvist med til at gøre det hele en smule mere nervepirrende. Kapitlerne skifter fra karakter til karakter, selvom jeg til tider havde svært ved at se, hvilken person der skulle forestille at fortælle kapitlet – og det hjalp heller ikke, at bogen var skrevet i 3. person. Ud over dette, har jeg dog kun gode ting at sige om denne roman. Hold da op! Det er helt klart en af de bedste fantasy-romaner, jeg nogensinde har læst. Og det har måske noget at gøre med, at selve fantasy-aspektet ikke bliver pustet for meget op, og at der i stedet for fokus på magi er et langt større fokus på relationerne mellem karaktererne og deres udvikling i forhold til plottet.

Jeg glæder mig enormt til at læse den sidste del af duologien! “Six og Crows” får 5 ud og 5 stjerner.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.