Browse Måned

marts 2018

Monsun af stjerner af Katrine Williams

Titel: Monsun af stjerner   Forfatter: Katrine Williams  Antal sider: 356
Forlag: Alhambra   Udgivet: 9. februar  Sprog: Dansk

[Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle holdninger er mine egne.]

“Monsun af stjerner” af Katrine Williams er den første bog i den planlagte fantasyserie. Romanen var ikke lige min kop te, på trods af at jeg havde set frem til at læse en historie inspireret af alkymi og hemmelige ordener.

Stella overlever en drukneulykke, hvor hendes bedste veninde Veronica dør. Hun modtager en perle med rødder til fortiden under oplevelsen. Kort tid efter rejser Stella til Australien, hvor hun skal gå på college og prøve at få lidt afstand til hele episoden. Her møder hun fætrene Castor og Jared, som er både mystiske og tiltrækkende. 

Selve set-uppet til historien overbeviste mig ikke. Mest af alt føltes det forceret og urealistisk. Generelt havde jeg svært ved at komme ind i historien og binde mig til karaktererne. Forholdet mellem Stella og hendes overfladiske mor var akavet og påvirket af uholdbare beskyldninger, som jeg havde svært ved at følge. Ikke kun fordi Stellas mor ikke var en særlig omsorgsfuld mor – selvom karakterer er ubehagelige, så kan de stadig godt være gode karakterer i den forstand – men den måde hun blev beskrevet og reagerede på samt talte til sin datter på var urealistisk i min optik.

Det meste af bogen gik med, at Stella vaklede mellem fætrene Castor og Jared. Først var det den ene, som var tiltrækkende, så den anden. Forstå mig ret, der findes masser af bøger med sådanne romantiske plots, men jeg er bare ikke den største fan. For mig bliver det bare trættende i længden.

Forfatteren skal dog roses for sproget, som gav historien en helt anden kant. Det var modent og tog læseren seriøst.

Selve fantasy-elementet var en smule underspillet det meste af romanen, og først til sidst begyndte trådene at blive samlet og historien faktisk at give mening. Jeg føler, at plottet blev meget vagt, og først rigtig kom i gang på de sidste 50 sider. Her var der dog masser af referencer til alkymi og de hemmelige ordener, som i første omgang havde tiltrukket min opmærksomhed.

Slutningen endte meget brat og lige som jeg faktisk var begyndt at nyde historien, hvilket jeg synes var rigtig syndt. Alt i alt var “Monsun af stjerner” en skuffelse, hvilket er super ærgerligt. 2 ud af 5 stjerner.

Fordærv af Nadia Dalbuono

Titel: Fordærv   Forfatter: Nadia Dalbuono  Antal sider: 435
Forlag: Alhambra   Udgivet: 22. januar 2018  Sprog: Dansk

[Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle holdninger er mine egne.]

“Fordærv” af Nadia Dalbuono er den første del af serien om kriminalkommisær Leone Scamarcio. En fængende krimi med thrillerens spænding. Dalbuono har skabt en roman, som bringer os helt ind i det dybe mørke af Italiens korruption.

Kriminalkommisær Leone Scamarcio er på trods af sin baggrund, som rækker ind i mafiamiljøet, blevet en del af Roms politi. Der dukker afslørende billeder op af en politiker, som tilsyneladende ingen umiddelbar sammenhæng har med den døde mand i Rom og den forsvundne pige på Elba. Scamarcio bliver sat på sagen og bliver, i takt med efterforskningen glider frem, trukket ind i de dybe skygger af magtens korruption.

Det er lang tid siden, at jeg har læst en almindelig krimi, hvis man da kan kalde “Fordærv” for almindelig. Romanen overraskede mig på alle punkter. “Fordærv” er et godt eksempel på, hvorfor jeg elsker krimier. Mit møde med bogen var også mit første bekendtskab med italiensk krimi, og jeg er vild med det!

Scamarcio er en overbevisende hovedperson, hvis familiebaggrund giver ham yderligere dybde. På trods af at han har vendt mafiaen ryggen, så er han ikke bleg for at bruge alternative metoder, for at komme frem til sandheden og til bunds i sagen.

Plottets forskellige strenge er nydeligt spundet ind i hinanden, og balancen mellem plottets udvikling og dybde er imponerende. Det er overvældende at “Fordærv” er Dalbuonos debutroman. Bogen berører teamer og sætter fokus på emner som Italiens korruption og seksuel udnyttelse af børn. Romanen er en stærk og mørkt fortælling, og jeg glæder mig til at følge Leone Scamarcio i de efterfølgende bøger. 4 ud af 5 stjerner!