Browse Måned

juli 2018

Paradis i Caribien? af Pamela Fagan Hutchins

Titel: Paradis i Caribien?   Forfatter: Pamela Fagan Hutchins  Antal sider: 297
Forlag: Palatium Books   Udgivet: 15. april 2018  Sprog: Dansk

[Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle holdninger er mine egne.]

“Paradis i Caribien?” er en historie om Katie, der både leder efter sig selv og sandheden om forældrenes død, samtidig med at hun er på flugt fra virkeligheden.

Katie Connell, der er advokat i Dallas, er ved at gå ned med flaget; hun drikker for meget, og kærligheden synes aldrig at gå hendes vej. Hun forsøger at genfinde sig selv på en ferie til Caribien, hvor fortiden begynder at rive op i gamle sår, og hvor spørgsmålet om hendes forældres død trykker på. 

Bogen har en helt særlig stemning, som især kommer til udtryk ved hovedpersonens Katies personlighed. Hun er en smule fortabt, en smule komisk og en smule selvmedlidende. Jeg brød mig ikke som sådan om Katies som karakter, men det betyder ikke nødvendigvis, at det gjorde noget dårligt for historien. Plottet var en smule langsom om at komme i gang, og det er kun de perioder, hvor Katie befinder sig på Caribien, at man kommer ind til historien kerne.

Der var mindre krimi over bogen, end jeg havde forventet. Jeg ville måske snarere kalde det for en spændingsroman med enkelte romantiske nuancer og en god portion komedie.

Bogen og handlingen føltes let, og jeg kom hurtigt i gennem den. En god bog til stranden i sommervarmen! Jeg blev ikke blæst bag over af hverken skrivestilen, plottet eller karaktererne, men det var heller ikke nogen dårlig læseoplevelse.

“Paradis i Caribien?” fanger den caribianske stemning og man får lyst til at rejse ud og jagte sine egne drømme, ligesom Katie. Bogen får 3 ud af 5 stjerner.