Gennemse Forfatter

Emilie Bruun Jensen

Jeg hedder Emilie og står bag bogpoeten.dk, som jeg startede op i juli 2016. Til hverdag studerer jeg på DTU, hvor jeg B.Sc. bioteknologi.
Jeg holder af at læse fantasy, krimier og historisk fiktion og de seneste par år har YA-genren også sneget sig ind blandt mine favorit-genrer.

Exilium – Glasmuren af Linette Harpsøe

Titel: Glasmuren (Exilium #1)   Forfatter: Linette Harpsøe  Antal sider: 422
Forlag: DreamLitt   Udgivet: 7. september 2017  Sprog: Dansk

[Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle holdninger er mine egne.]

“Glasmuren” af Linette Harpsøe er den anden bog i serien “Exilium”; en dystopisk historie i fremtidens Danmark med sandheder, løgne og kæmpe snegle!

Fry, Johnson og Elin er på flugt fra Kuben. Langsomt men sikkert har de kurs mod Glasbyen. De lider dog forsinkelser på grund af overfald og gensyn med fortiden. Det var heller ikke kun Fry, Johnson og Elin, der formåede at flygte fra Kuben, og det kommer snart for deres øre, at flere allierede også er undsluppet.

Det var utrolig nemt at finde tilbage til Exilium-universet, som jeg har været væk fra et års tid. Og hold da op noget af en start! Linette Harpsøe var i hvert fald ikke langsom med at få sat noget action i gang, og den stil holder hun hele vejen gennem denne anden del af serien. Glasmuren er langt mere mørk og dyster end 1’eren, og virkeligheden som Fry troede den så ud, bliver fordrejet og viser sig at være indpakket i mørke hemmeligheder.

Linette Harpsøe er virkelig vokset som forfatter. Der er langt bedre styr på historien og spændingsniveauet er i top! Jeg synes dog, der var lidt for meget unødvendig smerte, afhuggede lemmer og død – som måske var tiltænkt til at binde læseren tættere til historien og karaktererne. Men ofte, når det går hen og bliver for meget, virker det i stedet modsat. Det var nok også det eneste negative ved hele bogen, for mand, Glasmuren er en virkelig god roman!

Der var utrolig mange plot-twist og sandheder, der kom frem i lyset. Nogle af dem kunne man gætte sig til i løbet af bogen, mens andre simpelthen slog med hårdt og fik mig til at gribe bogen endnu hårdere. Dystopi og fantasy bliver blandet i et brag af en roman! Glasmuren får 4 ud af 5 stjerner.

BogForum 2017

Fredag d. 10. til søndag d. 12. blev det årlige BogForum afholdt. Lige siden sidste år har jeg glædet mig enormt meget til at deltage på messen igen. Desværre havde jeg kun mulighed for at være der om lørdagen, og det betød et stramt program med masser af interviews og bøger og oplæg fra forfattere!

Jeg troppede selvfølgelig op lidt i 10, så jeg kunne være der, da dørene gik op. Og herefter gik det stærkt! Udstyrret med BogForums app fik jeg navigeret mig til Bellascenen, hvor Katja Berger fortalte om “Sjælehenteren”, en bog som jeg helt sikkert skal læse på et tidspunkt!

Herefter havde jeg minus et minut til at komme hen til Tellerups stand, hvor jeg skulle møde Nanna Foss og Boris Hansen, for at modtage min præmie i Mystik&Vand-konkurrencen, som jeg havde vundet. Det blev til et par billeder, de super flotte bogmærker og deres flotte tegning featured en dæmon-havfrue og en ildspydende drage (unik kunst, som Boris siger). Tellerup sponsorerede også en valgfri bog, og jeg valgte Anika Eibes nye “Er du okay Nanna?”. Sammen med Nanna fandt vi Anika, der havde gemt sig på Tellerups stand inde på børneafdelingen af BogForum, og jeg fik bogen signeret.

Herefter stod det på interview af Sissel-Jo Gazan, som netop er udkommet med “Blækhat”, en helt fantastisk bog om svampevidenskab, street-art og det politiske Danmark gennem 70’erne og 80’erne. Jeg har længe været stor fan af Sissel-Jo Gazan, som har studeret biologi og nu bruger det som inspiration til sine bøger. Herefter hørte jeg Peter Lund Madsen fortælle om sin bog om hjernen, der desværre ikke er udkommet endnu. Han skulle have været interviewet af sin bror, men som Peter sagde, så fører hans bror ikke kalender og det havde resulteret i en dobbelt-booking.

Efter en kort spisepause var der tid til at nyde de mange stande. Jeg deltog i et hav af konkurrencer om at vinde bøger og fik en masse ny inspiration til kommende læsning. Jeg stillede mig op til signering af Jan Guillou, som signerede det 7. bind af Det Store Århundrede “1968”. Bagefter stod det igen på lidt omvandring, hvorefter jeg satte mig, i god tid, klar til Adam Silveras interview hos Gyldendal. Jeg var så heldig at få en plads på første række!

Efter at have læst Adam Silveras bøger op til BogForum var jeg vildt spændt på at høre ham snakke om hans nye bog, “They both die at the end”, som lige er kommet ud på dansk: “De dør begge til sidst”. Selvom interviewet var kort, var det meget inspirerende!

Dagen blev afsluttet med Peter Vuust, der fortalte om musik og hjernen og selv spillede et nummer. Herefter kom Rane Willerslev på og fortalte om sin nye bog “Tænk vildt”.

BogForum 2017 var en virkelig god oplevelse, og jeg er ked af, at jeg ikke kunne være der alle dage – men det kan jeg forhåbentlig næste år!

Akkanas Gåde af Boris Hansen

Titel: Akkanas Gåde (Panteon-sagaen #2)   Forfatter: Boris Hansen   Antal sider: 608
Forlag: Tellerup   Udgivet: 16. september   Sprog: Dansk

“Akkanas Gåde” er den anden og nyeste bog i Panteon-sagaen skrevet af Boris Hansen. Der er fuld fart over det fantasy-science fiction univers, som Boris har sat for dagen, og jeg var slet, slet ikke klar på den cliff-hanger. Shit!

Lucas, Theodor og Ron er stadig på jagt efter Cassandra, som er en af efterkommerne til en af guderne i Panteon. Men tiden i mellem verdenerne er anderledes, og da de kort vender tilbage til “den normale verden” må de indse, at Storbyen har opslugt deres to venner; Mehmet og Julia, som nu er langt ældre og lever hver deres liv i den monotome og livsforladte by. I mens er krigerenglen Saida stødt på mørke hemmeligheder, som gemmer sig neden under Empyria. 

Lad mig lige gøre det her klart: I er slet, slet ikke klar på hvor fed en oplevelse, Akkanas Gåde er! Der er skruet op for handlingens gang og verdenerne spindes sammen via Akkanas gåde på en måde, jeg slet ikke havde set komme. Boris har skabt en helt ny genre og blander det bedste fra klassisk high-fantasy med dystopisk science-fiction på en overbevisende og total overraskende måde. Kapitlerne skifter synsvinkel mellem karakterer fra begge verdener, hvilket gør, at der er fart over feltet hele tiden! På ingen måde kom det til at virke forvirrende, som jeg måske havde frygtet lidt. Faktisk var det noget af det, som jeg holdt virkelig meget af ved bogen.

Verdenopbygningen er virkelig gennemført, og Boris har virkelig styr på sin fortælling og leder læseren sikkert gennem historien. Det er med god grund, at Boris er blevet kaldt the plot-master!

Sproget var hurtigt, men tog sig alligevel tid til at sætte stemningen i form af beskrivelser. Der var reference til en tvistet “Veni, vidi, vici”, og selvfølgelig var der fyldt med referencer til andet fantasy-litteratur, og jeg har helt sikkert misset et par stykker, for gennemførte var de.

Jeg var vild med storbyen, og hvor håbløs og gråt det blev beskrevet: “Vi er alle sammen bare små tandhjul i en stor maskine. Ingen interesserer sig for andet end den del af virkeligheden de selv befinder sig i.” og: “Måske er det ikke os der lever i byen, men byen der lever rundt om os.”

Mardelus-Saida siden af plottet udviklede sig også, og jeg glæder mig virkelig til at se, hvad der kommer ud af det. Generelt er der lagt op til en tre’er, som jeg bare ikke kan vente på – der er så mange ting, jeg ønsker svar på! Og så lige den der slutning. Ja … Det var virkelig ikke sødt altså! Nå, men vi må vel alle bide negle til den næste bog kommer. Jeg har dog et par sidste ord: læs den! 5 ud af 5 stjerner.

Origin af Dan Brown

Titel: Origin   Forfatter: Dan Brown   Antal sider: 461
Forlag: Bantam Press   Udgivet: 3.oktober 2017   Sprog: Engelsk

“Origin” af Dan Brown er den netop udkomne og femte bog i serien med symbolforskeren Robert Langdon som hovedperson. Dan Browns bøger har altid taget mig med storm, og jeg var virkelig spændt på at se, hvad han ville udsætte Robert Langdon for denne gang.

Robert Langdon er taget til det moderne Guggenheim Museum, der ligger i Bilbao. Her skal han, sammen med resten af verdenen, overvære den opdagelse som hans gamle elv og nu verdenskendte futurist og programmør Edmond Kirsch, vil afsløre. 

Man genkender straks Dan Browns stemme i “Origin”. Der er masser af kunst- og litteratur referencer blandet med moderne opdagelser og gennembrud inden for forskning og fremtiden. Selve plottet var også genkendeligt; Robert Langdon må flygte fra myndighederne i selskab med en smuk, ung kvinde for at redde resten af verden.

Selvom den noget brugte skabelon ikke er specielt original, kunne jeg alligevel ikke lade være med at blive opslugt af historien. Dan Brown bringer nutiden på spidsen, sætter religion op mod videnskab og diskuterer brugen af artificial intelligence. “Origin” er en bog, som helt klart vil skabe samfundsdebat.

Ud over at være utrolig skælsættende i forhold til de temaer, bogen bringer op, var der foruroligende lidt til selve plottet. Der er ingen overraskende hints eller gåder som i Dan Browns andre bøger (her specielt Da Vinci Mysteriet). Selv den “store afslørring” føltes en smule plat og … ikke revolutionerende.

Jeg var dog godt underholdt hele vejen i gennem, selvom plottet var langt mindre indviklet og mere ligetil end tidligere bøger. Persongalleriet var interessant, og jeg blev positivt overrasket over den dybde, som karakterne havde.

“Origin” er bestemt ikke den bedste af Dan Browns bøger, men den skiller sig ud fra de andre, på trods af det genkendelige set-up for plottet. 3 ud af 5 stjerner.

Ravnenes Hvisken #2 af Malene Sølvsten

Titel: Ravnenes Hvisken #2   Forfatter: Malene Sølvsten   Antal sider: 632
Forlag: Carlsen   Udgivet: 21. juni 2017   Sprog: Dansk

“Ravnenes Hvisken #2” er anden del af Malene Sølvstens planlagte fantasy-trilogi, som tager udgangspunkt i den nordiske mytologi. Denne anden del af serien var jeg virkelig spændt på, da bog 1 tog mig og resten af Danmark med storm.

Anne er taget til Rafnheim for at redde sin søster. Frank, der stadig forsøger at slå hende ihjel på Ragnaras ordre, jagter hende stadig. Synet om sin egen død vender igen og igen tilbage til Anne, og hun må endnu mere end før kæmpe for at redde verdenerne fra Ragnarok. 

Anne var virkelig den karakter, som bandt mig til Ravnenes Hvisken i første omgang. Jeg elskede hvordan Malene Sølvsten i første bind langsomt tog læseren med ind i den nordiske mytologi samtidig med, at hele plottet blev vendt og drejet med aspekter fra krimi-genren.

Da jeg så havde fået fat i Ravnenes hvisken 2, gik jeg straks i gang med at læse. Her blev jeg dog mødt af noget af en start; og jeg ved stadig ikke, hvad jeg helt synes om den. Det virkede, som om starten var skrevet for at fange læserne ind i verden igen og give plottet mere vægt, men jeg oplevede simpelthen det modsatte: karakterens død (som jeg ikke vil nævne her) var unødvendig og føltes klodset, da den ikke havde været en del af tidslinjen i bog 1.

Første del af Ravnenes Hvisken 2 mindede om rigtig mange andre fantasy-historier inspireret fra Ringenes Herre: en verden der skal udforskes samt en masse gåen … Jeg savnede at have hele karakter-galleriet samlet som i bog 1, og samtidig havde jeg svært ved rigtig at føle med de nye karakterer, der blev introduceret.

Det var først i anden halvdel af bogen, hvor plottet rigtig tog fat: dog kun efter at Anne blev fanget i en elverhøj; En del af plottet som føltes meget forceret og rent plot-convenience. Men hvis man ser bort fra dette, så tog historie virkelig fart. Jeg blev grebet af den samme følelse, som jeg havde under hele læsningen af bog 1. Plottet var godt, stemningen fantastisk og spændingen helt i top.

De fleste af karaktererne er virkelig gennemarbejdede – særligt Elias! Hans personlighed er så unik, og har så mangle fejl – et rigtigt menneske, men gemmer også på en dyb melankoli, som man får lov at se i denne bog.

Alt i alt var det en noget splittet læseoplevelse. Men ikke desto mindre glæder jeg mig virkelig til bog 3! 3 ud af 5 stjerner.

The Crown’s Fate af Evelyn Skye

Titel: The Crown’s Fate (The Crown’s Game #2)  Forfatter: Evelyn Skye
Antal sider: 415   Forlag: Balzer + Bray   Udgivet: 16. maj 2017   Sprog: Engelsk

“The Crown’s Fate” af Evelyn Skye er andet og sidste bind af doulogien “The Crown’s Game”. En noget skuffende to’er, som slet ikke havde det potentiale, som et’eren lagde for dagen.

Vika er nu Ruslands Imperial Enchanter og Pasha kronens snart som den nye tsar. Nikolai har formået at hænge fast i livet, men lever nu i en skyggeverden, hvor han hverken er levende eller død. Der er ulmende oprør i Rusland, nu hvor magi og magt kolliderer. 

Okay … så jeg var virkelig skuffet over “The Crown’s Fate”. Efter et’eren var jeg virkelig spændt på at se, hvor Evelyn Skye ville tage historien hen efter the crown’s game var overstået – og her kom den første skuffelse. Dræber man en karakter på den måde, kan man ikke bare sige “hov nej, det var en fejl”. Denne to’er føltes lidt som forfatterens forsøg på at hænge fast i de gamle karakterer og gemme sig i normale problemer fra kendte karakterer. Når det så er sagt, så brød jeg mig heller ikke om plottet. Hele Nikolais vinkel burde bare udelades. Jeg brød mig slet ikke om at se, den måde hvorpå hans ellers virkelig gennemførte karakter blev behandlet i denne to’er.

Udover den første skuffelse, som stadig sidder i mig, så var det dejligt at vende tilbage til den magiske verden i 1800’tallets Rusland. En verden som er meget anderledes end andre fantasy-historier. Nikolai var den karakter, som jeg holdt mest af i et’eren, og det skar mig virkelig i hjertet, da han ofrede sig i første bind. Jeg havde dog forliget mig med det og set frem til et plot, der ville hæve sig over et’erens Hunger Games-vibe, men jeg fik noget meget værre. Karaktererne, som jeg havde rost Evelyn Skye for i anmeldelsen af The Crown’s Fate kunne slet ikke bære de mangler, som plottet havde.

“The Crown’s Fate” er en to’er, som efter min mening ikke burde eksistere. Den er slet ikke på niveau med bog 1 og i udformningen af plottet underminerer den alt der arbejde, der er lagt i et’eren. Kun verdensopbygnngen og spæde glimt af gennemførte karakterer formår at give bogen 2 ud af 5 stjerner.

Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe af Haruki Murakami

Titel: Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe  Forfatter: Haruki Murakami   Antal sider: 173
Forlag: Klim   Udgivet: 22. maj 2009   Sprog: Dansk

“Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe” af Haruki Murakami er en blanding mellem en selvbiografisk roman og en reflektion over Murakamis to store interesser: at skrive og at løbe.

Jeg havde kun læst en smule Murakami inden, jeg gik i gang med “Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe”. Men efter at have færdiggjort den, fik jeg bare endnu mere lyst til at læse noget fra forfatterskabet. Murakami er en fantastisk personlighed og har haft et virkeligt interessant liv. Hans reflektioner om, hvordan hans løb og hans skrivning går hånd i hånd var tankevækkende. I takt med at Murakami lader sit liv udfolde sig for sine læsere, fortæller han om særlige løb, der har gjort ham stærkere, taget ham ned med nakken – men altid, altid for at rejse sig igen.

Man skal dog ikke lade sig skræmme; bogen er meget mere end en journal om Murakamis løbetræning. Den er humoristisk, eftertænktsom og virkelig inspirerende. Det er sådan en bog, som kan læses under et tæppe og med en kop te i hånden. I virkeligheden handler bogen om livet. Om de erfaringer Murakami har gjort sig, og de ting han vil give videre.

Når det så er sagt, så vil den helt sikkert være mere tiltalende til løbere derude. Jeg blev personligt virkelig inspireret. Delvom jeg læste den i en periode, hvor jeg var skadet, så tændte Murakami en gnist af håb inde i mig. Det går over, synes han at fortælle mig.

Er man ikke løber eller interesseret i løb, vil jeg alligevel anbefale bogen – skrivestilen er smuk, og man lærer en ting eller to om livet fra en mand, som har oplevet lidt af hvert. 5 ud af 5 stjerner.

Tara og Stormøerne af Isa Lemvigh Clausen

Titel: Tara og Stormøerne   Forfatter: Isa Lemvigh Clausen   Antal sider: 236
Forlag: Mellemgaard   Udgivet: 13. maj 2016   Sprog: Dansk

[Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle holdninger er mine egne.]

“Tara og Stormøerne” af Isa Lemvigh Clausen er andet bind af børneserien om den forhenværende slave Tara og hendes eventyr i Halvarden og Ydersletten.

Tara nyder sin frihed ombord på Gaffas pram sammen med Ulv og Ka. Men selvom der stort set er fred i Halvarden, forsvinder Arke alligevel på mystisk vis. Tara må drage ud på et farligt eventyr, som bringer hende til Ydersletten og hele vejen til Stormøerne, hvor hun kommer på sporet af Mistis tvilling, Valmar, som siden sin fødsel har været adskilt fra sin familie.

Endnu engang var jeg imponeret over, hvordan Isa Lemvigh Clausen på en gang skriver en kanon-god børnebog, men samtidig formår at gøre den spændende nok for voksne læsere at blive fanget og draget ind i universet. Specielt karaktererne er jeg utrolig vild med. Tara er stærk, stædig og kan sætte sig ud over sig selv. På mange måder er hun en rollemodel. Desuden er der også karakterer som for eksempel Gaffa, som giver historien dét ekstra. Han har virkelig noget af et ordforråd, og jeg kunne ikke lade være med at smile hver gang, han opfandt sine egne skældsord. Derudover var jeg fascineret af Rokko, som fik flere facetter af sin personlighed afdækket i denne bog.

Med Tara er man altid i godt selskab, og hendes eventyr er ikke blevet mindre spændende af, at hun ikke længere må kæmpe for sin overlevelse på samme måde, som dengang hun var slave hos bratanerne. Selve grunden til eventyret virkede en smule forceret, men da det først var startet, kunne jeg ikke lade være med at nyde det. “Tara og Stormøerne” indeholder spænding og et godt plot. Denne gang var der elementer fra fantasy-universet, som jeg godt kunne lide. Specielt Stormøerne holdt jeg meget af!

Jeg roste også forfatteren for sproget i første del af serien, men jeg kan ikke gentage mig selv nok gange. Det er simpelt men stærkt! Igen bliver målgruppen tager seriøst. Der var dog et par scener, som var mere voldsomme, end vi har oplevet det i “Tara og magtens segl”.

En ting, som jeg også påpegede i min anmeldelse af første bog, er, at problemerne og klimaks løses for nemt. Der er for lidt forklaringer, og Tara kommer lidt for nemt til sine sejre. Alligevel er der tale om en rigtig god bog, både til børn og voksne, med et stærkt persongalleri og nogle intense spændingskurver. 3 ud af 5 stjerner.

Ursiderne af Nanna Foss

Titel: Ursiderne (Spektrum #3)  Forfatter: Nanna Foss   Antal sider: 547
Forlag: Tellerup   Udgivet: 16. september 2017   Sprog: Dansk

“Ursiderne” af Nanna Foss er det længe ventede tredje bind i Spektrum-serien, som bliver i alt på 9 bøger. Jeg kom senere ind i Spektrum-serien end mange andre, og jeg har derfor heller ikke skulle vente så længe på denne 3’er, selvom det alligevel føltes for evigt!

Inde i Nasrin lever et mørke, som er altopslugende. Hun mistede sin mor, da hun var ti år gammel. Hendes far arbejder kontant på hospitalet, og de danser om hinanden og smiler påtvunget, fordi det er det, de skal. Nasrin møder de andre tidsrejsene, og snart er fortiden og nutiden igen filtret ind i hinanden, alt i mens horror vacui stadig truer med at opsluge alt. 

Jeg sidder lidt med den følelse, hvor ingen ord helt kan beskrive. Men lad mig prøve: WHAT?!

Ursiderne var ikke bare god, nej, den var fantastisk, gennemarbejdet og hjerteknusende. Jeg var slet ikke klar på Nasrin, som er en af de mest intense, fandenivoldske og smertelige karakterer i hele serien. Selvom vi på forhånd ikke kender meget til Nasrin, så er man ikke i tvivl om, hvem hun er. Hun er en stærk karakter, som i den grad ikke har besvær med at skille sig ud.

Nasrin lyver ikke, hun stiller ikke spørgsmål og så skriver hun digte, som hun skyller ud i toilettet. Men hun er meget mere end det. Og hendes fortid trækker skygger ind i hendes nutid.

Arbejdet med karaktererne og plottet har taget et helt nyt niveau. Jeg synes, at Leoniderne var god og at Geminiderne var fantastisk, men Ursiderne er noget helt for sig selv. Jeg ved godt, at Nanna har sagt, at dette var “den svære tre’er”, men det er hun virkelig sluppet godt fra! Man kan virkelig mærke, at hun er vokset som forfatter. Selvom det er tydeligt, at Spektrum serien er præget af at være drevet af karakterne, som hver i sær er helt unikke, så spiller det virkelig godt sammen med plottets klimaks. Der er kapitler hvor karakterne og karakterudvikling er i fokus, men der er godt nok også nogle intense kapitler, som er mere plot-drevet.

Jeg elskede hvordan sproget og metaforerne var præget af, at det var Nasrin, som fortalte historien. De vand-metaforer altså!

En ting, som jeg holdt af ved bogen var, at Adriana som karakter kom i mere fokus. Jeg har aldrig set på hende som de andre karakterer, men i Ursiderne bliver hun karaktermæssigt virkelig foldet ud. For mig blev hun et rigtigt menneske; et man meget bedre kunne relatere til.

En karakter som jeg også er kommet til at holde meget af er, mærkeligt nok, Noah. Han er en ligefrem djævel, og de fleste af hans udtalelser er som stød (get it?). I Noahs selskab er man altid underholdt! (Selvom jeg nok nødigt ville støde ind i ham i virkeligheden).

Jeg havde virkelig ondt af Alban det meste af bogen. Og jeg synes faktisk, at hans evne blev en smule misbrugt: der var for mange tilfældige volds-udbrud som totalt ødelagde ham. Dog kan jeg, efter at have færdiggjort bogen, godt se at det var med til i sidste ende at skabe den cliff-hanger, som Nanna (igen?!) har efterladt os med. Jeg tror efterhånden, at jeg vil lade være med at læse de sidste kapitler af bøgerne, til jeg står med efterfølgeren i hånden ;).

Lad os lige snakke om de sorte sider og det grafiske, som jeg virkelig havde glædet mig til. Det tog mig lidt tid, at forstå betydningen af de sorte sider, men jeg synes virkelig, at det gav hele bogen noget ekstra. Og at Nasrin fik meget mere dybde af det.

“Ursiderne” af Nanna Foss er meget mere, end jeg kunne håbe på. Jeg kan næsten ikke forstå, at vi (forhåbentlig kun) skal vente et helt år til at læse bind fire. 5 ud af 5 stjerner!

Tara og magtens segl af Isa Lemvigh Clausen

Titel: Tara og magtens segl   Forfatter: Isa Lemvigh Clausen   Antal sider: 244
Forlag: Mellemgaard   Udgivet: 10. april 2015   Sprog: Dansk

[Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle holdninger er mine egne.]

“Tara og magtens segl” af Isa Lemvigh Clausen er en børnebog, som er perfekt til højtlæsning, eller til voksne som har en barnlig sjæl og har mod på at tage med hovedpersonen, Tara, ud på et stort eventyr.

Tara er vokset op som slave hos bratanere, hvor hun laver mad sammen med Misti. Når ingen kan høre dem, fortæller Tara om den dag, hvor hun endelig vil flygte fra bratanerne og slavelivet og leve sit eget liv. Men da Kira dør, en slave der har været som en mor for Tara, har hun fået nok. Tara flygter og hendes eventyr begynder. Et eventyr som er meget større end noget, som Tara nogensinde har kunne forestille sig. 

Godt nok er “Tara og magtens segl” en børnbog, men jeg må virkelig tage hatten af for forfatteren, for den måde hvorpå karaktererne er præsenteret, står det klart, at hun har taget sit yngre publikum seriøst. Tara er en stærk hovedperson, som på trods af sin unge alder, virkelig forstår at tage ansvar og gøre en betydning. Der er virkelig arbejdet med karaktererne i denne bog. Jeg var specielt vild med Rokko, som gør historien endnu mere levende og underholdene.

Plottet var spændende og selvom der var fokus på karaktererne, så var det klart, at handlingen også var i centrum. Der var ikke et øjeblik, hvor jeg begyndte at kede mig, eller hvor bogen bar for stort præg af at være en børnebog. Både børn som voksne kan få meget ud af “Tara og magtens segl”, som gode eventyr jo formår.

Jeg synes dog at plottets problemer blev en smule for nemt løst. Der var en god opbygning til hele den store konflik med hvem, der retmæssig skulle have magten; om fyrst Baras og hans tropper. Og måske er det fordi, at bogen netop er tiltænkt til yngre læsere, men jeg følte mig i hvert fald en smule skuffet over, hvordan konfliktens klimaks blev behandlet.

Når det så er sagt, så er “Tara og magtens segl” en rigtig god bog, både for børn og voksne. Bogen har en spændende persongalleri og en verden, som jeg glæder mig til at udforske i 2’eren og 3’eren. 3 ud af 5 stjerner.