Gennemse Kategori

Anmeldelse

Ursiderne af Nanna Foss

Titel: Ursiderne (Spektrum #3)  Forfatter: Nanna Foss   Antal sider: 547
Forlag: Tellerup   Udgivet: 16. september 2017   Sprog: Dansk

“Ursiderne” af Nanna Foss er det længe ventede tredje bind i Spektrum-serien, som bliver i alt på 9 bøger. Jeg kom senere ind i Spektrum-serien end mange andre, og jeg har derfor heller ikke skulle vente så længe på denne 3’er, selvom det alligevel føltes for evigt!

Inde i Nasrin lever et mørke, som er altopslugende. Hun mistede sin mor, da hun var ti år gammel. Hendes far arbejder kontant på hospitalet, og de danser om hinanden og smiler påtvunget, fordi det er det, de skal. Nasrin møder de andre tidsrejsene, og snart er fortiden og nutiden igen filtret ind i hinanden, alt i mens horror vacui stadig truer med at opsluge alt. 

Jeg sidder lidt med den følelse, hvor ingen ord helt kan beskrive. Men lad mig prøve: WHAT?!

Ursiderne var ikke bare god, nej, den var fantastisk, gennemarbejdet og hjerteknusende. Jeg var slet ikke klar på Nasrin, som er en af de mest intense, fandenivoldske og smertelige karakterer i hele serien. Selvom vi på forhånd ikke kender meget til Nasrin, så er man ikke i tvivl om, hvem hun er. Hun er en stærk karakter, som i den grad ikke har besvær med at skille sig ud.

Nasrin lyver ikke, hun stiller ikke spørgsmål og så skriver hun digte, som hun skyller ud i toilettet. Men hun er meget mere end det. Og hendes fortid trækker skygger ind i hendes nutid.

Arbejdet med karaktererne og plottet har taget et helt nyt niveau. Jeg synes, at Leoniderne var god og at Geminiderne var fantastisk, men Ursiderne er noget helt for sig selv. Jeg ved godt, at Nanna har sagt, at dette var “den svære tre’er”, men det er hun virkelig sluppet godt fra! Man kan virkelig mærke, at hun er vokset som forfatter. Selvom det er tydeligt, at Spektrum serien er præget af at være drevet af karakterne, som hver i sær er helt unikke, så spiller det virkelig godt sammen med plottets klimaks. Der er kapitler hvor karakterne og karakterudvikling er i fokus, men der er godt nok også nogle intense kapitler, som er mere plot-drevet.

Jeg elskede hvordan sproget og metaforerne var præget af, at det var Nasrin, som fortalte historien. De vand-metaforer altså!

En ting, som jeg holdt af ved bogen var, at Adriana som karakter kom i mere fokus. Jeg har aldrig set på hende som de andre karakterer, men i Ursiderne bliver hun karaktermæssigt virkelig foldet ud. For mig blev hun et rigtigt menneske; et man meget bedre kunne relatere til.

En karakter som jeg også er kommet til at holde meget af er, mærkeligt nok, Noah. Han er en ligefrem djævel, og de fleste af hans udtalelser er som stød (get it?). I Noahs selskab er man altid underholdt! (Selvom jeg nok nødigt ville støde ind i ham i virkeligheden).

Jeg havde virkelig ondt af Alban det meste af bogen. Og jeg synes faktisk, at hans evne blev en smule misbrugt: der var for mange tilfældige volds-udbrud som totalt ødelagde ham. Dog kan jeg, efter at have færdiggjort bogen, godt se at det var med til i sidste ende at skabe den cliff-hanger, som Nanna (igen?!) har efterladt os med. Jeg tror efterhånden, at jeg vil lade være med at læse de sidste kapitler af bøgerne, til jeg står med efterfølgeren i hånden ;).

Lad os lige snakke om de sorte sider og det grafiske, som jeg virkelig havde glædet mig til. Det tog mig lidt tid, at forstå betydningen af de sorte sider, men jeg synes virkelig, at det gav hele bogen noget ekstra. Og at Nasrin fik meget mere dybde af det.

“Ursiderne” af Nanna Foss er meget mere, end jeg kunne håbe på. Jeg kan næsten ikke forstå, at vi (forhåbentlig kun) skal vente et helt år til at læse bind fire. 5 ud af 5 stjerner!

Tara og magtens segl af Isa Lemvigh Clausen

Titel: Tara og magtens segl   Forfatter: Isa Lemvigh Clausen   Antal sider: 244
Forlag: Mellemgaard   Udgivet: 10. april 2015   Sprog: Dansk

[Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle holdninger er mine egne.]

“Tara og magtens segl” af Isa Lemvigh Clausen er en børnebog, som er perfekt til højtlæsning, eller til voksne som har en barnlig sjæl og har mod på at tage med hovedpersonen, Tara, ud på et stort eventyr.

Tara er vokset op som slave hos bratanere, hvor hun laver mad sammen med Misti. Når ingen kan høre dem, fortæller Tara om den dag, hvor hun endelig vil flygte fra bratanerne og slavelivet og leve sit eget liv. Men da Kira dør, en slave der har været som en mor for Tara, har hun fået nok. Tara flygter og hendes eventyr begynder. Et eventyr som er meget større end noget, som Tara nogensinde har kunne forestille sig. 

Godt nok er “Tara og magtens segl” en børnbog, men jeg må virkelig tage hatten af for forfatteren, for den måde hvorpå karaktererne er præsenteret, står det klart, at hun har taget sit yngre publikum seriøst. Tara er en stærk hovedperson, som på trods af sin unge alder, virkelig forstår at tage ansvar og gøre en betydning. Der er virkelig arbejdet med karaktererne i denne bog. Jeg var specielt vild med Rokko, som gør historien endnu mere levende og underholdene.

Plottet var spændende og selvom der var fokus på karaktererne, så var det klart, at handlingen også var i centrum. Der var ikke et øjeblik, hvor jeg begyndte at kede mig, eller hvor bogen bar for stort præg af at være en børnebog. Både børn som voksne kan få meget ud af “Tara og magtens segl”, som gode eventyr jo formår.

Jeg synes dog at plottets problemer blev en smule for nemt løst. Der var en god opbygning til hele den store konflik med hvem, der retmæssig skulle have magten; om fyrst Baras og hans tropper. Og måske er det fordi, at bogen netop er tiltænkt til yngre læsere, men jeg følte mig i hvert fald en smule skuffet over, hvordan konfliktens klimaks blev behandlet.

Når det så er sagt, så er “Tara og magtens segl” en rigtig god bog, både for børn og voksne. Bogen har en spændende persongalleri og en verden, som jeg glæder mig til at udforske i 2’eren og 3’eren. 3 ud af 5 stjerner.

The Crown’s Game af Evelyn Skye

Titel: The Crown’s Game (The Crown’s Game #1)  Forfatter: Evelyn Skye
Antal sider: 399   Forlag: Balzer + Bray   Udgivet: 17. maj 2016   Sprog: Engelsk

“The Crown’s Game” af Evelyn Skye er starten på en fantasy-duologi, som tager udgangspunkt 1800’tallets Rusland. På trods af at bogen havde en klar Hunger Games-vibe, så nød jeg virkelig historien og karaktererne ind til sidste bloddråbe!

Vika Andreyeva og Nikolai Karimov er begge enchanters med hver deres speciale; Vika kan styre vilde storme og lave aske til guld, og Nikolai kan skabe storslåede bygningsværker ud af det bare ingenting. Men da The Crown’s Game begynder, må de to stå ansigt til ansigt for kun en af dem, kan blive imperial entchanter.

Jeg havde ikke de store forventninger, da jeg gik i gang med The Crown’s Game. Efterhånden er der alt for mange bøger, som efterligner det jeg ville kalde Hunger Games-fænomenet. Men bogen her overraskede i den grad. Det magiske system var smukt udformet, måske ikke videre unikt, men stadig anderledes. Hele bogen var præget af at foregå i Rusland, hvilket var meget anderledes, end noget af det, jeg før har læst. Hurtigt kom jeg til at synes godt om den forældreløse Nikolai, som hele sit liv har arbejdet mod denne chance for at blive tsarens enchanter. Karakterne var meget forskellige, og kapitlerne følger de to karakterers synspunkter i kampen for at blive imperial enchanter i Rusland.

Som altid i sådanne bøger er der et romance-element, og som så mange gange før, føler jeg, at det bliver for forceret. Jeg ville ønske, at der ikke altid behøvedes at være et romantisk element mellem to hovedpersoner, som i sidste ende ikke kan få hinanden. Det er måske en god historie, men efterhånden også en meget brugt kliché. I stedet for at lade læseren blive forfærdet over, at den ene må dræbe den anden og dermed sin elskede, så ville det være meget stærkere, hvis forfatteren lod hver af de to karakterers personlighed appellere til læseren, og på den måde sikre, at man som læser ikke ønskede nogen af dem døde, da man, på grund af deres personligheder og baggrunde, holder af dem.

Sproget var det, som bandt en fin sløjfe på hele fortællingen. Jeg befandt mig i Rusland, jeg vandrede i Saint Petersburgs gader sammen med Nikolai og Vika. Følelsen af at være i 1800-tallets Rusland var meget stærk, og noget af det, som virkelig træder frem, når jeg tænker tilbage på bogen. Alt i alt var “The Crown’s Game” af Evelyn Skye en overraskende bog, jeg virkelig nød og derfor får bogen også 4 ud af 5 stjerner.

I see London, I see France af Sarah Mlynowski

Titel: I see London, I see France (I see London, I see France #1)  Forfatter: Sarah Mlynowski
Antal sider: 378   Forlag: HarperTeen   Udgivet: 11. juli 2017   Sprog: Engelsk

“I see London, I see France” er en sød historie om to piger, der tager på deres livs backpacker-rejse Europa. En bog som virkelig giver en lyst til at opleve verden!

Sydney og Leela har planlagt deres rejse til Europa siden de var helt små, men nu er tiden endelig kommet! De skal tilbringe fire og en halv uge med at rejse rundt i lande som England og Frankrig. Men der møder dem en overraskelse på flyet: Leelas eks-kæreste dukker op og Sydney falder for dennes bedste ven og rejsekammerat. 

“I see London, I see France” er lidt som en rejseguide til Europa, hvis man skal ud at backpacke. Jeg fik i hvert fald lyst til at smide, alt hvad jeg havde i hænderne, og så tage afsted på det første og bedste fly, jeg kunne finde. Der er små introduktioner til hver land, Sydney og Leela besøger samt tips og ting, man skal være opmærksomme på.

Selve plottet var sødt, men til tider også en smule kedeligt. Jeg nød rejsebeskrivelserne, men der var bare for lidt, der egentlig skete.

Jeg holdt af vores hovedperson, Sydney og specielt hendes relation til hendes mor, der lider af en agorafobi. Dette gør, at hun aldrig forlader huset. Sydney blev trukket i to forskellige retninger på sine rejser; at tjekke op på sin mor, som hun havde efterladt hun den modvillige søster og nyde den ferie og sommer, som står med. Dog blev dette aspekt hele tiden præsenteret som en sidenote, en ting, som Sydney skulle huske at tage sig af og som bare blev fyld til det plot, som måske manglede lidt.

Forholdet mellem Leela og Sydney blev jeg hurtig træt af. Specielt det aspekt, hvor de hele tiden snakker om hvilke drenge, de skal finde sammen med. Jeg ville ønske, der havde været mere fokus på deres venskab, som havde lidt det seneste år. Rejseaspektet ville jeg også gerne have uddybet noget mere, fordi det netop var det, der gjorde bogen noget særligt. Flere informationer, flere steder beskrevet.

Alt i alt var bogen en overordnet fin læseoplevelse, og jeg kan anbefale den til alle, som måske ikke selv har været ude at rejse i sommer eller som gerne vil have inspiration til kommende ferier. 3 ud af 5 stjerner.

Sjælestorm af Maja Maria Rakel Dahl

Titel: Sjælestorm   Forfatter: Maja Maria Rakel Dahl   Antal sider: 118
Forlag: Mellemgaard   Udgivet: 22. maj 2017   Sprog: Dansk

[Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle holdninger er mine egne.]

“Sjælestorm” af Maja Maria Rakel Dahl er en biografisk digtsamling, der bryder med normer og kritiserer samfundet.

Normalt anmelder jeg ikke digtsamlinger, men jeg blevet fanget af det mere personlige aspekt som Maja M. R. Dahl har skrevet ud fra. Man kan virkelig mærke en stærk stemme gennem digtene, der er sat anderledes op, end jeg var vant til. Digtene var længere og skarpere end normalt.

Dahl har bestemt ikke haft et nemt liv, hvilket fremgår tydeligt i digtene, som er fulde med ironi, spørgsmål, kritik og refleksion. Og det var både hårrejsende, følelsesmæssig og øjnåbnende læsning.

Især de første par digte bar dog præg af at være tvunget rim, hvilket jeg ikke var så stor fan af, da jeg følte, at meget af meningen og budskabet, led under det.

Specielt følgende linje fra digtsamlingen opsummerer den mening, som jeg føler, Dahl formidler i gennem sine vers: “Ved opgøret med fortiden vil jeg skabe fremtiden.” Det er på sin egen måde, essensen af hele digtsamlingen.

I digtsamlingen får samfundet og myndighederne sig en over nakken, men også de sociale medier og et opgør med idealer og “det perfekte” bliver behandlet. Digtsamlingen er samfundsrelevant og giver stof til eftertanke. Dahl benytter flere gange kendte ordspil og vender dem på hovedet, så der fremgår en ny mening. En anden måde at se verden på.

Jeg blev en smule forvirret over selve opbygningen af digtsamlingen, men det afholdt mig ikke fra at få en god læseoplevelse. Digtsamlingen sætter virkelig tanker i gang. 3 ud af 5 stjerner.

Our Dark Duet af Victoria Schwab

Titel: Our Dark Duet (Monsters of Verity #2)   Forfatter: Victoria Schwab   Antal sider: 510
Forlag: Greenwillow Books   Udgivet: 13. juni 2017   Sprog: Engelsk

“Our Dark Duet” af Victoria Schwab er andet bind af duologien Monsters of Verity. En fantasy-duologi som jeg var virkelig spændt på at afslutte efter at have læst første del, “This Savage Song”.

Kate Harker jagter monstre. August Flynn må være det monster, han engang nægtede at være. Krigen er begyndt og et nyt, skræmmende og ukendt monster har vist sig.

Intens. Mørk. Hvis du synes, at “This Savage Song” var god, så vent bare til, at du har læst “Our Dark Duet”!

Victoria Schwab skriver en helt fantastisk stemning og et smukt sprog, som jeg også nævnte i min anmeldelse af første del af serien. Det hele virker så simpelt og let. Jeg kan ikke understrege nok hvor mørk og stærk den her fortælling er!

Selve plottet udvikler sig dog en smule sent i bogen, men jeg nød bare at være i selskab med Kate og August igen og komme ind i den verden, som Schwab har skabt.

Der er nogle virkelige intense scener i bogen, som jeg ikke vil komme nærmere ind på. Specielt slutningen var ja … forvirrende. Så meget skete og man bliver efterladt en kollision af tanker.

Monsters of Verity-duologien føltes som et friskt pust med en original tanke bag. Jeg vil i den grad anbefale at læse den. “Our Dark Duet” får 4,5 ud af 5 stjerner!

This Savage Song af Victoria Schwab

Titel: This Savage Song (Monsters of Verity #1)   Forfatter: Victoria Schwab   Antal sider: 464
Forlag: Greenwillow Books   Udgivet: 7. juni 2016   Sprog: Engelsk

“This Savage Song” af Victoria Schwab er første bind af duologien Monsters of Verity. En fantasy-duologi som jeg var ekstremt spændt på at starte, og som jeg har hørt meget godt om. Al hypen viste sig at være begrundet!

Kate Harker and August Flynn er henholdsvis arvinger til hver deres del af en splittet by. En by som er i krig med sig selv og en by, hvor monstre hersker. De to hovedpersoner er meget forskellige, Kate ser op til sin hensynsløse far og August, som er monster, prøver at undertrykke dette. Alt han vil, er at være et menneske.

Denne duologi var mit første møde med forfatteren, Victoria Schwab. En forfatter som de seneste par år har været hyped en del.

Det, som jeg med det samme kom til at holde af, var hvor original historie føltes. De seneste par år har der været rigtig mange dystopiske historier, men “This Savage Song” føltes frigjort fra de tidligere. Verdensopbygningen var utrolig gennemført, det føltes let og levende og sammen med de to hovedpersoner, som jeg kom til at holde af med det samme, var der lagt op til noget af en historie.

Både Kate og August er rigtig godt skrevet. Man kan mærke dem og føle deres tanker og ønsker. At se deres relation udvikle sig, var virkelig interessant, især i betragtning af deres positioner som henholdsvis datter og søn af lederne af hver sin del af byen. At YA-bøger ikke altid behøver at have et romantisk element mellem to hovedpersoner, var også virkelig forfriskende og noget, jeg satte stor pris på.

Historien har et helt særlig stemning over sig. Den er meget mørk og mystisk og spillede rigtig godt sammen med plottet. “This Savage Song” får 4 ud af 5 stjerner!

Champion af Marie Lu

Titel: Champion (Legend #3)   Forfatter: Marie Lu   Antal sider: 369
Forlag: Penguin   Udgivet: 5. november 2013   Sprog: Engelsk

“Champion” er den afsluttende bog i den dystopiske serie om June og Day. Og hold da op! Der var mange tråde, der skulle bindes sammen på det dystopiske samfund.

June og Day er blevet adskilt, men kæmper stadig hver for sig for det samfund, som de ønsker. De må begge og har begge ofret meget for Republikken, men for at vinde krigen, må alle midler sættes ind. En virus er blevet sluppet løs i Kolonierne og Republikken må finde en kur for ikke at blive invaderet. 

Hvis jeg skulle beskrive “Champion” med tre ord, ville det nok være smerte, konflikter og aktion. Efter at have læst “Prodigy” vidste jeg godt, at store dele af “Champion” nødvendigvis måtte være fyldt med smerte og sorg, men hvor meget bogen faktisk krøb ind under huden på mig, havde jeg ikke forventet. Jeg kunne bogstaveligt talt føle desperationen, som mange af kapitlerne afgav. Hold da op!

Hele June-Day forholdet var meget mere realistisk i mine øjne i denne bog. Jeg kom virkelig til at holde af dem begge meget mere, end jeg havde i løbet af de to forrige bøger. For wow, følelserne som de måtte bære på, var overvældende! Og lad os så lige tale om slutningen på bogen, som jeg ved, har været meget omdiskuteret. Man får i hvert fald noget for pengene! Ikke nok med at Marie Lu formår at afslutte hele denne dystopiske serie på tre bøger, så flår hun også hjertet ud på os undervejs.

“Champion” var meget mere omfattende og meget større, end jeg havde forventet, da jeg gik i gang med “Legend”. Jeg blev bestemt ikke skuffet, og de mange af Marie Lus aktion-scener, som jeg elsker ved denne serie, var der også masser af. Hele det politiske aspekt blev foldet ud, hvilket også giver mening og giver realisme til hele det dystopiske univers.

Har du endnu ikke læst den første i serien, anbefaler jeg den virkelig! “Champion” får 4 ud af 5 stjerner.

Wonder af R. J. Palacio

Titel: Wonder   Forfatter: R. J. Palacio   Antal sider: 315
Forlag: Penguin   Udgivet: 14. februar 2012   Sprog: Engelsk

“Wonder” af R. J. Palacio er en skøn og ærlig roman om August Pullmann, der er født anderledes end alle andre. Bogens genre er YA og repræsenterer en stemme, som man sjældent hører.

August Pullmann er født med et deformt ansigt, som gør, at han gennem sit unge liv har været ud og ind af hospitalet. Tiden er nu kommet til, at August skal starte i rigtig skole, en oplevelse som vil ændre ham og vil lade ham bryde grænser, han ikke havde troet, han ville komme til. 

“Wonder” er en af den slags bøger, som skærer en lige ind i hjertet. August krøb ind under huden på mig, og jeg kunne ikke lade være med at holde af den lille knægt. Verden er ikke altid lige barmhjertig overfor August, som dog har vænnet sig til folks stirrende udtryk, når de først får øje på ham. Jeg nød at føle Augusts kamp med at definere sig selv som andet, end drengen med det usædvandelige ansigt.

Bogen er utrolig stærk og man følger de forskellige personer, som optræder i Augusts liv. Specielt de kapitler som omhandler August’s søster, Olivia, var utrolig hjerteskærende, netop fordi dét at leve i skyggen af Augusts mange udfordringer, har påvirket Olivia hele hendes liv samt hendes nye skyldfølelse overfor de nye følelser og behov, som Olivia er begyndt at føle.

Sproget var forfriskende og er skrevet i en stemme, der passer godt med de fortællende karakterer, som er børn/unge. Sproget var det første, som gjorde, at jeg med det samme vidste, at jeg ville komme til at holde af bogen. Der er nogle passager, som på trods af de simple sprog, har nogle virkelig stærke og smarte opbygninger. Wow! Flere gange sad jeg mundlam.

Bogen var utrolig karakter-drevet, hvilket jeg virkelig godt kunne lide. Plottet var måske ikke så stort, men det passede godt til den fortælling, som Palacio fortæller. “Wonder” får 4 ud af 5 stjerner!

Prodigy af Marie Lu

Titel: Prodigy (Legend #2)   Forfatter: Marie Lu   Antal sider: 356
Forlag: Penguin Books   Udgivet: 29. januar 2013   Sprog: Engelsk

“Prodigy” er anden del af Marie Lus dystopiske serie om Day, June og Republikken. Bogen forsætter hvor et’eren slap, og i vi følger fortsat de to meget forskellige karakterers kamp mod uretfærdighed.

Day og June er flygtet og befinder sig nu på flugt fra Republikken. De står med et valg om at skulle slutte til Patrioterne, som Day i så mange år har undgået at samarbejde med. Men da June er eftersøgt for at hjælpe Day på flugt, kan gode råd være dyre og de mange problemer i Republikken kræver, at de tager en beslutning. 

Historien om June og Day bliver så meget større i “Prodigy” end den var i “Legend”. Jeg var lidt bekymret for, om der ikke var nok “kød” på selve universet til, at Marie Lu kunne udvide historien, men den formår hun virkelig at gøre. Man hører meget mere om Republikkens historie i denne anden del af serien, hvilket jeg nød rigtig meget.

Ligesom jeg skrev i min anmeldelse af “Legend”, så er jeg ikke den store fan af forholdet mellem June og Day. Jeg synes, det bliver en smule for pladder-romantisk og urealistisk, men jeg kan godt se, at selve plottet afhænger af deres forhold. Det er en balancegang.

Plottet var det, som virkelig drev historien frem. Marie Lu skriver nogle seriøst gode actionfylde og spændende scener, som er med til at forme og dreje plottet. Og hold da op, der var flere uventede plot-twist, som jeg ikke synes, jeg havde oplevet i “Legend”. De føltes realistiske og bidragede kun godt til historien.

Jeg glæder mig virkelig til at se, hvor Marie Lu tager historien hen i den sidste bog, for hun har virkelig bygget op til et brag af en finale. Alt i alt får “Prodigy” 4 ud af 5 stjerner.