Vejen til Panteon af Boris Hansen

Titel: Vejen til Panteon (Panteon-sagaen #1)  Forfatter: Boris Hansen  Antal sider: 428
Forlag: Tellerup   Udgivet: 21.september 2016   Sprog: Dansk

“Vejen til Panteon” er skrevet af Boris Hansen og er første del af Panteon-sagaen. Bogen er en blanding af træk fra science fiction og det helt klassiske fantasy, hvilket er helt unikt og gør bogen super interessant.
I en fremtid, der måske ikke så langt ud i fremtiden, er Lucas en af Zonens beboere. Da Cassandra på mystisk vis forsvinder, tager han beslutningen om at følge efter hende. Sammen med sine venner går han en ny verden i møde. En verden hvor alt er anderledes: Hvor engle, guder og mystik er en del af hverdagen.
I løbet af det sidste halve år, er jeg kommet rigtig ind i fantasy-genren igen og Boris Hansens’ “Vejen til Panteon” er endnu en af de der bøger, som man bare ikke kan ligge fra sig igen. Jeg er vildt imponeret over det univers, han har stablet på benene. Det var utrolig spændende at udforske sammen med bogens hovedpersoner. De mange facetter til den ukendte verden var noget af det, som virkelig bandt mig til siderne.
Hele bogen er præget af et lag af mystik og hemmeligheder, som dog kun blev afsløret som toppen af isbjerget i denne bog. Der er så mange spørgsmål og ting, jeg ville elske at vide, men som jeg må væbne mig med tålmodighed, til den næste bog udkommer.
Bogen fyrer om sig med referencer fra andre fantasy-historier, hvilket var en fryd for en fantasy-elsker. Samtidig gav dette bogen en særligt ironisk præg, som jeg holdt meget af.
“Vejen til Panteon” er en gennemført fantasy roman, som er en af de bedste danske af slagsen, jeg har læst i lang tid. Jeg glæder mig utrolig meget til den næste i den planlagte serie på fire, der udkommer i år. 4 ud af 5 stjerner!

Råddenskab af Siri Pettersen

Titel: Råddenskab (Ravneringene #2)   Forfatter: Siri Pettersen  Antal sider: 466
Forlag: Høst og Søn   Udgivet: 12. oktober 2016   Sprog: Dansk

“Råddenskab” er andet bind i triologien Ravneringene, som er skrevet af den norske Siri Pettersen. Bogen er fantasy med inspiration hentet fra gammel nordisk mytologi, som det aldrig er set før. Denne anden del af trioligen var både imponerende og vandvittig spændende!
Hirka er gået gennem ravneringene for at redde Ymslanda fra De Blinde. Hun finder sig selv i menneskenes verden, som er så meget anderledes end hendes gamle, kendte verden, og hun må kæmpe for at tilpasse sig, endnu engang. Rime er blevet ravnebærer for de 11 riger, men der er ikke længere nogen ravn at bære. Han slås med et råd, som kun ønsker at modarbejde ham og samtidig banker fjenden på døren.
Det var utrolig nemt at samle “Råddenskab” op, på trods af, at det må være et halvt år siden, at jeg har læst første del af trilogien. Jeg nød virkelig “Odinsbarn”, og jeg må sige, at jeg havde glædet mig til at læse “Råddenskab”.
Det føltes næsten som at komme hjem, da jeg blev introduceret for Hirka endnu engang; og så alligevel ikke. Jeg fulgte Hirka i en verden, som var total anderledes, end den hun kendte fra Ymslanda. I løbet af bogen genfinder hun dog sin sikkerhed, idet hun husker, hvad hun er: en helbreder. En der lapper ting sammen igen. Hirka vokser med plottet, hvilket er utrolig smukt at følge. Jeg følte dog, at hun til tider blev en smule for meget “helt”. Som om hun kun indfriede den rolle, man nu engang tilskriver “helten” og i farten mistede en smule af sine gamle karaktertræk.
Plottet var vildt, godt gennemtænkt og bød, ligesom “Odinsbarn”, på masser af overraskelser. Jeg nåede aldrig at sætte mig godt til rette og tænke: nå, nu går det jo meget godt. Nej. Hele tiden måtte man som læser være på dupperne. Plottet ændrede sig. Der kom nye informationer ind i billedet og historien om Ymslanda, evnen og seeren kom jeg hele tiden til at se i et nyt perspektiv, endnu engang.
Jeg var meget bange for, at bogen skulle miste noget af den fantastiske stemning, som Ymslanda havde givet historien. Altså at noget af fantasy-elementet ville visne ved, at Hirka befandt sig i menneskenes verden. Men det måtte jeg hurtigt tage i mig igen! Siri Pettersen formåede virkelig at bibeholde stemnignen, som jeg var stor tilhænger af fra “Odinsbarn”.
Rimes rolle i bogen havde jeg dog en smule svært ved. Hans kamp for at tromle retfærdighed i gennem i Ymslanda var forventeligt, men hans plot-linje syntes at uddø hen mod slutningen af bogen. Hvilket jeg synes var meget ærgerligt. Dog bliver dette opvejet af de sidste par kapitler, men jeg savnede generelt Rimes stemme og tanker i billedet.
“Råddenskab” er en fantastisk fortsættelse til “Odinsbarn”. Stemningen, plottet og sproget er gennemført og indeholder alt det, jeg elsker ved Siri Pettersens forfatterskab. Alle der holder af fantasy, bør straks læse denne trilogi! 4 ud af 5 stjerner!

A Thousand Pieces of You

Titel: A Thousand Pieces of You (Firebird #1)   Forfatter: Claudia Gray   Antal sider: 360
Forlag: Harper Teen   Udgivet: 4. november 2014   Sprog: Engelsk

“A Thousand Pieces of You” af Claudia Gray er første del af en Sci-Fi-serie med YA-træk. Romanen indeholder masser af drama, kærlighed og plottwists.
Marguerites forældre er nutidens førende fysikere. De har udviklet den såkaldte Firebird, som gør det muligt at rejse mellem dimensioner. Men da Marguerites far myrdes, sætter hun og Theo efter Paul, der forrådte forældrene og dræbte faren. Men alt er ikke som det ser ud, og de forskellige dimensioner byder på deres problemer.
Jeg holdt virkelig af starten af bogen. Den var præget af en del fysiske tanker, og introduktion til det at rejse mellem dimensioner set fra Marguerites synspunkt. Jeg havde forventet at bogen ville fortsætte sådan, og håbet på at bogen ville blive en nørdet historie om fysik, dimensioner og abstrakte tanker om fremtiden, men jeg blev skuffet. Gray kørte ud af en tangent som i langt højere grad spillede på følelser og et stort kærlighedsdrama for Marguerite, som jeg aldrig helt på i øjenhøjde med.
Sproget i bogen var en af de ting, som jeg virkelig var imponeret over. Det var flydende og fyldt med smukke vendinger:
“… A moment when you glimpse the truth within someone, and they glimpse the truth within you. In that moment, you don’t belong to yourself any longer, not completely. Part of you belongs to him; part of him belongs to you. After that, you can’t take it back, no matter how much you want to, no matter how hard you try.”
“Before now I never understood how beautiful the ordinary can be.”
Bogen indeholder altså små perler af smukke beskrivelser og observation, jeg holdt meget af.
“A Thousand Pieces of You” er skrevet i 1. person fra Marguerites synspunkt. Jeg følte mig dog ikke rigtig “forbundet” med hende, som jeg ofte oplever, man bliver det med en jeg-fortæller. Theo og Paul, som begge spillede en stor rolle, virkede en smule overfladiske, og jeg kom aldrig til at føle noget for det kærlighedsdrama, som størstedelen af bogen omhandler.
Når det er sagt, så er jeg vild med tanken om at rejse mellem dimensioner. Der er nogle gode overvejelser i bogen, både fordele og ulemper.
Plottwistene, der komundervejs, havde jeg til dels set komme, omend det var dem, som fik mig til at blive ved med at vende side efter side. Jeg kommer ikke til at læse den næste del af Firebird-serien lige med det samme, idet den ikke fangede mig.
Alt i alt havde bogen sine gode dele, som dog ikke opvejede de mindre gode dele. Er man på udkig efter en kærlighedsroman er den sikker udemærket, men det var ikke med den forventning, jeg var gået i gang med den. Bogen får 2 ud af 5 stjerner.

Mellem Himmel og Helvede af Anne Christine Eriksen

Titel: Mellem Himmel og Helvede #1   Forfatter: Anne Christine Eriksen   Antal sider: 338
Forlag: Forlaget DreamLitt   Udgivet: 11. november 2016   Sprog: Dansk

[Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle holdninger er mine egne.]

“Mellem Himmel og Helvede” af Anne Christine Eriksen er den nye danske fantasy-serie, som har det hele: action, fantastiske væsner og et plot der afslører hemmelighed efter hemmelighed.
Daniel er et helt almindeligt menneske, der er opvokset i Det Forenede Skandinavien. Men da hans adoptivforældre myrdes, forlader han Skandinavien i sin søgen på forældrenes morder. Daniels veje krydser Lesta og de andre djævlesønner, der ligeledes er på jagt efter morderne, i Ødemarken.
Hold da op! “Mellem Himmel og Helvede” tog virkelig fusen på mig! Alle mine forventninger blev set til skamme. Bogen er utrolig velskrevet og underholdende. Bogen behandler fantasy på en helt ny måde, men forstår samtidig at have de “gamle” fantasy elementer med sig.
På en gang har bogen science fiction træk, da vi befinder os i en fremtid, hvor to af dimensionerne: himlen og helvede har været i krig. Samtidig er fantasy-elementet klart. Bagerst i bogen er en komplet optegnelse over de forskellige Væsner, som vi møder gennem historie. Her står alt fra deres historie til deres politik og opdragelse. Vi møder blandt andet Drager, Magikere, Dæmoner, Nephilimer og Djævle.
Anne Christine Eriksen skriver flydende og let og har fascinerende beskrivelser med, som man studser over og tænker: Sådan har jeg aldrig tænkt på det før. Bogen er også, udover at være en fantastisk fantasy-roman, en roman som fokuserer på identitet og seksualitet, hvilket man sjældent oplever i en sådan kombination.
Karaktererne er sjove og interessante og specielt dialogen mellem dem, fandt jeg underholdende.
Det eneste jeg havde en smule svært ved at vænne mig til var, at ‘acceptere’ at blandt andet mobiltelefoner, fra den moderne verden, blev trukket ind i fantasy-verdenen med de klassiske elementer som elevere og drager. Jeg glemte ofte, at der også var en moderne verden i Det Forendede Skandinavien, men hurtigt blev jeg mindet om det, når karaktererne snakkede om at lade deres mobiler op med deres aura.
“Mellem Himmel og Helvede” er alt i alt en virkelig fed fantasy-roman, nem at komme i gennem, og med et plot som tvinger dig til at blive siddende bare fem-ti- … en hel time endnu for at finde ud af, hvor historien bærer karaktererne hen. 4 ud af 5 stjerner!

The Blackthorn Key af Kevin Sands

Titel: The Blackthorn Key   Forfatter: Kevin Sands   Antal sider: 306
Forlag: Penguin   Udgivet: 1. september 2015  Sprog: Engelsk

“The Blackthorn Key” af Kevin Sands er en action-mættet myterie- og spændingsroman, som tager udgangspunkt i 1600’tallets London og har apoteker-lærlingen Christopher Rowe som hovedperson.
Christopher Rowe er lærling hos apotekeren Benedict Blackthorn. Christopher må følge en række ledetråde og spor og bruge sin viden som Blackthorns lærling til at løse en række mord. Men tiden er mod ham, og han må sætte sit liv på spil for at løse gåden.
“The Blackthorn Key” skildrer 1600’tallet London og livet som lærling hos en mester. Bogens plot udvikler sig hurtigt og hver kapitel synes at afsluttes med en cliff-hanger. Jeg kunne ikke stoppe med at vende siderne, da jeg først var kommet i gang!
De mange gåde, symboler og opskrifter på diverse eliksirer og pulvere bidrager til bogens mystik og sammen med vores hovedperson, sendes læseren ud på et jagt for at søge sandheden før tiden løber ud.
Sproget reflekterer den spænding og action, som plottet bygger op. Det eneste bogen virkelig mangler er karakterdybde. Mange af karakterne føles flade og som om de kun var til stede for at bidrage til plottet og handlingen.
Alt i alt formår bogen at skabe en spænding og dramatik, som symbolerne, gåderne og de mange hemmeligheder, man fornemmer ligger under, bidrager til. Bogen er tiltænkt yngre læsere, men jeg synes sagtens, at ældre læsere også vil kunne nyde bogens spind af hemmeligheder. 4 ud af 5 stjerner!

For enden af din pegefinger af Kristina Aamand

Titel: For enden af din pegefinger   Forfatter: Kristina Aamand   Antal sider: 264
Forlag: Carlsen   Udgivet: 12. november 2016  Sprog: Dansk

[Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle holdninger er mine egne.]

“For enden af din pegefinger” af Kristina Aaamand er ungdomsromanen, der vandt Carlsens YA-romankonkurrence “Nye stemmer”. Bogen sætter fokus på svære emner og livet som teenager.
Sheherazade er 17 år og kæmper med at passe ind og samtidig være en “god muslimsk pige”. Hun vil gerne indfri sin mors forventninger og håb til hende, ligesom hendes far, der kalder hende “sin pil ind i fremtiden”. Men Sheherazade står over for et svært valg, da hun forelsker sig i den forkerte.
“For enden af din pegefinger” fortæller en historie, som både er hjerteskærende og rørende. Historien om Sheherazade vidner om et miljø, som som sjældent berøres. Det gør romanen ekstra stærk, og samtidig med de svære valg, som Sheherazade må tage, er bogen en utrolig smuk fortælling.
Bogen er fortalt fra Sheherazade synsvinkel, om hvordan hendes hverdag derhjemme i ghettoen er, og hvordan hun må kæmpe for at leve op til de forventninger, der er til hende. Bogen vidner om hvor tætte bånd mellem mennesker kan være, og hvor stærk kærlighed er.
Sproget og plottet er medrivende og de illustrerede fanzines, som Sheherazade laver, gør bogen ekstra bemærkelsesværdig. En ungdomsroman der gør sig fortjent til sin titel som vinder af Carlsens romankonkurrence.
Jeg vil anbefale bogen til alle, som holder af historier med en anden vinkel på, fra miljøer og mennesker, som der normalt ikke fortælles meget om. Bogen er ikke nødvendigvis kun for unge, da de vigtige temaer burde komme ud til alle. 5 ud af 5 stjerner!

An Ember in the Ashes af Sabaa Tahir

Titel: An Ember in the Ashes   Forfatter: Sabaa Tahir   Antal sider: 448
Forlag: Harper Collins   Udgivet: 28. april 2015  Sprog: Engelsk

“An Ember in the Ashes” af Sabaa Tahir er første del af en fantasy-serie, som jeg er sikker på, kommer til at stå blandt de store fantasy-romaner. Universet er virkelig gennemført og karaktererne har dybde, hvilket alt sammen resulterer i en fanastisk bog!
Elias har netop gennemfør sin uddannelse som “Mask”, som er en elitær gruppe af krigere, der står under the Emperor, som hersker over the Martial Empire. Et imperium bygget på vold, frygt og korruption. Laias familie er blevet dræbt. Kun hendes bror er tilbage, taget til fange af the Masks. Laia bliver spion for oprørerne, og hendes veje krydser Elias på Blackcliff Academy, hvor Elias er uddannet.
Jeg blev blæst omkuld af Sabaa Tahirs verden, der virkede så virkelig og så skræmmende på en gang. Selvom det magiske element ikke nævnes stort i den første del af bogen, kunne jeg hele tiden fornemme det under overfladen, som en spænding og frygt, der påvirkede karakterne og verden.
Jeg nød at følge Laias udvikling gennem bogen, som er super smukt beskrevet, og jeg glæder mig utrolig meget til at se, hvordan hun vil udvikler sig i de kommende bøger. Jeg holdt meget af Elias’ kapitler, specielt fordi han hele tiden havde det moralske aspekt ind over sine beslutninger som en “Mask”.
Det romantiske element mellem karakterne blev jeg dog hurtigt træt af. Det føltes meget søgt, og som en undskyldning for at skabe spænding eller drama. Hvis Tahir havde holdt sig til den fantastiske verden og det gode plot, havde det helt klart indfriet 5 stjerner.
“An Ember in the Ashes” var utrolig nervepirrende. Her taler jeg specielt om de sidste par kapitler, som jeg ikke kunne komme i gennem hurtigt nok. Tahir forstår virkelig at skabe spænding som følge af et gennemtænkt plot. Jeg var i gennem rigtig mange følelser, ved denne bog. En ting, som bidragede til den positive oplevelse, som bogen i sandhed var.
Jeg vil anbefale “An Ember in the Ashes” til alle, der elsker fantasy med karakterer, der er interessante og fængende. Bogen er utrolig spændende og nem at komme i gennem! 4 ud af 5 stjerner!

Beautiful Broken Things af Sara Barnard

Titel: Beautiful Broken Things   Forfatter: Sara Barnard  Antal sider: 322
Forlag: Macmillian   Udgivet: 11. februar 2016   Sprog: Engelsk

“Beautiful Broken Things” af Sara Barnard er en smuk YA historie om venskabet mellem de tre piger: Caddie, Rosie og Suzanne. Sproget er smukt og temaerne utrolig samtidsrelevante.
Rosie og Caddy har altid været bedste venner. Men en dag starter Suzanne i Rosies klasse, og snart må Caddy acceptere at den duo Rosie og hende var før, nu er blevet udvidet til en trio. Suzanne er så meget anderledes end Caddy, som begynder at ønske, at hun kunne være mere som Rosie og Suzanne: vilde, interessante og selvsikre.
Jeg havde hørt meget godt om Sara Barnards bog, og jeg havde derfor også glædet mig til at læse den. Sproget var gennemt hele bogen sprudlende og fyldt med skarpe iagttagelser om livet. Det var specielt sproget, der holdt bogens liv i gang.
“It occurred to me that being able to smile so soon after crying was something you learned”
Suzanne fascinerede mig også. Hun har helt klart haft en hårdt liv med modgang, men formåede, lige meget hvor ødelagt hun virkede, at smile og le. Specielt til sidst i bogen kommer hendes karaktertræk frem i lyset, og sammen med sproget kulminerer det i et par fantastiske scener.
“I’m just saying that sadness isn’t beautiful. And if it looks that way, it’s a lie.”
De sidste 30-40 sider var de mest intense og mest interessante sider af hele bogen. Jeg må indrømme, at jeg måtte tvinge mig selv i gennem de først 250 sider. Jeg havde tre problemer med historien:
1. Alt der kunne gå galt, gik galt. Jeg taler om den mindste ting. Det virkede som om karaktererne hele tiden gik den modsatte vej, når der var noget, der hed “sund fornuft” forude. Det var utrolig frustrerende som læser. Jeg ved, at dette sagtens kan havde været en intention fra forfatterens side, men lidt efter lidt blev det bare mere og mere urealistisk.
2. Karaktererne, specielt Caddy, er fremstillet meget stereotypt. Hun er pigen, der fokuserer på skolen og er stille. Hun vil være vild og tage chancer. Når jeg kan beskrive hovedpersonen, som fortæller historien på omkring to linjer, tyder det på, at hun ikke har særlig mange “lag” at udforske som læser.
3. Plottet og spændingen. Normalt er spænding ikke noget man forbinder med en YA-bog. I hvert fald ikke på samme niveau som en krimi eller actionfyldt roman. Bogen gik meget langsomt fremad, plottet var meget stillestående og speedede kun op den sidste del af bogen, de omtalte 30-40 sider. Alligevel plejer YA-bøger at være fængslende, have en spænding i form af karakterer og udvikling og plot. Dette følte jeg ikke i samme grad.
“… and now, suddenly, there I was, dropped over the waterfall into the sudden calm of a lunge pool. The noise and motion and panic were gone. Everything was still.”
Jeg var gået i gang med “Beautiful Broken Things” med en forventning om, at den ville ligne “All the Bright Places”. Men jeg synes langtfra, den nåede op på samme niveau. Sproget gør måske, men karaktererne og plottet er der ikke på samme måde.
Men misforstå mig ikke. “Beautiful Broken Things” har masser at byde på. Man skal bare være villig til at holde ud til sidst. Her vil den give en meget tilbage. Temaerne er utrolig vigtige for samfundet i dag, og jeg følte, at jeg faktisk lærte noget. Bogen får 2 ud af 5 stjerner.

BogForum 2016

Jeg var så heldig at være på BogForum 2016 i dag, søndag, som altså var den sidste dag for bogmessen. Jeg har aldrig før været til et så stort bogevent, hvilket jeg slet ikke forstår! For mand, det var virkelig fedt! Stemningen var i sandhed i bøgernes og historiernes navn. Det var næsten euforisk.
Jeg gik mellem standene fra de mindste forlag, som har jeg aldrig havde hørt om, til de store forlag med enorme stande og egne scener. Der var konkurrencer, liveshows, interviews og oplæsninger. Med hjemmefra havde jeg pakket mit BogForum program, som jeg havde medbragt fra mit lokale bibliotek. Derefter gik dagen med at gå fra stand til stand og fra scene til scene. Jeg hørte Jan Guillou snakke om 6. bind af sin hundredeårs roman “Ægte Amerikanske Cowboybukser”. Han snakkede blandt andet om, hvordan historie kun kan tolkes i et politisk perspektiv, hvilket var ret interessant.
Der var liveskuespil “Minutmysterier”, hvor jeg var med til at finde morderen på de gåder, som skuespillerne fremførte ud fra et manuskript, hvor de hver havde en rolle. Jeg slog et smut forbi hal B, som dog var rettet mere mod det yngre puplikum. Her gik jeg langs Diagonalstræde for at finde forlaget Carlsens stand, hvor jeg (endelig!) erhvervede mig et eksemplar af Malene Sølvstens “Ravnens Hvisken”, som jeg glæder mig til at læse!
Dagen blev rundet af med interview af Jussi Adler Olsen. Her blev der snakket om den nyeste i serien om Afdeling Q “Selfies”, og om hvordan Jussi Adler bedst skriver. Her kan jeg afsløre, at det er blandt mennesker med hovedtelefoner på!
Jeg glæder mig allerede til næste år, hvor jeg helt sikkert skal med til BogForum igen! Og mon ikke det blive alle tre dage? For man skal godt nok have fart på, hvis man skal opleve det hele en på en dag!

Exilium – De fejlfødt af Linette Harpsøe

Titel: De fejlfødte (Exilium #1)   Forfatter: Linette Harpsøe  Antal sider: 325
Forlag: Forlaget DreamLitt   Udgivet: 26. september 2016  Sprog: Dansk

[Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle holdninger er mine egne.]

“De fejlfødte” af Linette Harpsøe er en dystopisk science fiction, der foregår i Danmark. Bogen er medrivende og underholdende fra første til sidste side. Den er super hurtig at komme i gennem, og jeg følte mig trukket med ind i hovedpersonen, Frys kamp for overlevelse.
Fry er 17 år og har i halvandet år været fanget i sit eget hjem i isolation sammen med sin familie. Der er hverken mad, strøm eller nogen ordentlig form for værn mod det der truer dem: de mørke, metalisk-klikkende væsner i natten, der har udryttet flere familier i den lille by. Fry bliver blandet ind i et politisk spil, hvor reglerne langt fra er som dem, vi kender i dag.
Bogen starter ud med at Fry fortæller sin historie fra det sidste halvandet år: hvordan familien blev isoleret fra resten af verden og hvordan væsnerne luer ude i mørket. Dette gør hun ved hjælp af en diktafon, som læseren, altså os, lytter til. Denne del af bogen var meget anderledes, end noget jeg havde prøvet at læse før, med undtagelse lige af “Illuminae” som benytter nogenlunde samme metode. Det var anderledes og fungerede super godt til at afspejle Frys frygt og hendes tanker.
Jeg er virkelig imponeret over Linette Harpsøes fantastiske skrivestil. Hun er rigtig god til at opbygge en stemning og holde sig til sine karakterer. Frys temperament og hendes beslutninger, som ofte var drevet af følelser fremfor logik virker så virkelighedsnært.
På trods af, at stemningen var sat blev jeg aldrig rigtig bange for de monstre, som virkede til at kunne overfalde karakterne hvornår det skulle være. Deres tilstedeværelse var ikke så stor i bogen, som jeg havde forventet. Men jeg kan forestille mig, at de vil spille en endnu større rolle i anden og tredje del af serien.
Der var mange små plottvist, som drev historien i en anden retning, end jeg havde forventet. Selve plottet var skønt udtænkt, men bar også præg fra det overnaturlige, som blev en tand for meget, efter min smag. En smule for meget fantasy over en ellers rigtig god science fiction roman.
Alt i alt er jeg rigtig imponeret over “De fejlfødte” og glæder mig til at læse Linette Harpsøes anden del af serien “Exilium”. Bogen er perfekt til unge i de tidlige teenageår og opefter. Jeg giver den 3,5 ud af 5 stjerner.