An Ember in the Ashes af Sabaa Tahir

Titel: An Ember in the Ashes   Forfatter: Sabaa Tahir   Antal sider: 448
Forlag: Harper Collins   Udgivet: 28. april 2015  Sprog: Engelsk

“An Ember in the Ashes” af Sabaa Tahir er første del af en fantasy-serie, som jeg er sikker på, kommer til at stå blandt de store fantasy-romaner. Universet er virkelig gennemført og karaktererne har dybde, hvilket alt sammen resulterer i en fanastisk bog!
Elias har netop gennemfør sin uddannelse som “Mask”, som er en elitær gruppe af krigere, der står under the Emperor, som hersker over the Martial Empire. Et imperium bygget på vold, frygt og korruption. Laias familie er blevet dræbt. Kun hendes bror er tilbage, taget til fange af the Masks. Laia bliver spion for oprørerne, og hendes veje krydser Elias på Blackcliff Academy, hvor Elias er uddannet.
Jeg blev blæst omkuld af Sabaa Tahirs verden, der virkede så virkelig og så skræmmende på en gang. Selvom det magiske element ikke nævnes stort i den første del af bogen, kunne jeg hele tiden fornemme det under overfladen, som en spænding og frygt, der påvirkede karakterne og verden.
Jeg nød at følge Laias udvikling gennem bogen, som er super smukt beskrevet, og jeg glæder mig utrolig meget til at se, hvordan hun vil udvikler sig i de kommende bøger. Jeg holdt meget af Elias’ kapitler, specielt fordi han hele tiden havde det moralske aspekt ind over sine beslutninger som en “Mask”.
Det romantiske element mellem karakterne blev jeg dog hurtigt træt af. Det føltes meget søgt, og som en undskyldning for at skabe spænding eller drama. Hvis Tahir havde holdt sig til den fantastiske verden og det gode plot, havde det helt klart indfriet 5 stjerner.
“An Ember in the Ashes” var utrolig nervepirrende. Her taler jeg specielt om de sidste par kapitler, som jeg ikke kunne komme i gennem hurtigt nok. Tahir forstår virkelig at skabe spænding som følge af et gennemtænkt plot. Jeg var i gennem rigtig mange følelser, ved denne bog. En ting, som bidragede til den positive oplevelse, som bogen i sandhed var.
Jeg vil anbefale “An Ember in the Ashes” til alle, der elsker fantasy med karakterer, der er interessante og fængende. Bogen er utrolig spændende og nem at komme i gennem! 4 ud af 5 stjerner!

Beautiful Broken Things af Sara Barnard

Titel: Beautiful Broken Things   Forfatter: Sara Barnard  Antal sider: 322
Forlag: Macmillian   Udgivet: 11. februar 2016   Sprog: Engelsk

“Beautiful Broken Things” af Sara Barnard er en smuk YA historie om venskabet mellem de tre piger: Caddie, Rosie og Suzanne. Sproget er smukt og temaerne utrolig samtidsrelevante.
Rosie og Caddy har altid været bedste venner. Men en dag starter Suzanne i Rosies klasse, og snart må Caddy acceptere at den duo Rosie og hende var før, nu er blevet udvidet til en trio. Suzanne er så meget anderledes end Caddy, som begynder at ønske, at hun kunne være mere som Rosie og Suzanne: vilde, interessante og selvsikre.
Jeg havde hørt meget godt om Sara Barnards bog, og jeg havde derfor også glædet mig til at læse den. Sproget var gennemt hele bogen sprudlende og fyldt med skarpe iagttagelser om livet. Det var specielt sproget, der holdt bogens liv i gang.
“It occurred to me that being able to smile so soon after crying was something you learned”
Suzanne fascinerede mig også. Hun har helt klart haft en hårdt liv med modgang, men formåede, lige meget hvor ødelagt hun virkede, at smile og le. Specielt til sidst i bogen kommer hendes karaktertræk frem i lyset, og sammen med sproget kulminerer det i et par fantastiske scener.
“I’m just saying that sadness isn’t beautiful. And if it looks that way, it’s a lie.”
De sidste 30-40 sider var de mest intense og mest interessante sider af hele bogen. Jeg må indrømme, at jeg måtte tvinge mig selv i gennem de først 250 sider. Jeg havde tre problemer med historien:
1. Alt der kunne gå galt, gik galt. Jeg taler om den mindste ting. Det virkede som om karaktererne hele tiden gik den modsatte vej, når der var noget, der hed “sund fornuft” forude. Det var utrolig frustrerende som læser. Jeg ved, at dette sagtens kan havde været en intention fra forfatterens side, men lidt efter lidt blev det bare mere og mere urealistisk.
2. Karaktererne, specielt Caddy, er fremstillet meget stereotypt. Hun er pigen, der fokuserer på skolen og er stille. Hun vil være vild og tage chancer. Når jeg kan beskrive hovedpersonen, som fortæller historien på omkring to linjer, tyder det på, at hun ikke har særlig mange “lag” at udforske som læser.
3. Plottet og spændingen. Normalt er spænding ikke noget man forbinder med en YA-bog. I hvert fald ikke på samme niveau som en krimi eller actionfyldt roman. Bogen gik meget langsomt fremad, plottet var meget stillestående og speedede kun op den sidste del af bogen, de omtalte 30-40 sider. Alligevel plejer YA-bøger at være fængslende, have en spænding i form af karakterer og udvikling og plot. Dette følte jeg ikke i samme grad.
“… and now, suddenly, there I was, dropped over the waterfall into the sudden calm of a lunge pool. The noise and motion and panic were gone. Everything was still.”
Jeg var gået i gang med “Beautiful Broken Things” med en forventning om, at den ville ligne “All the Bright Places”. Men jeg synes langtfra, den nåede op på samme niveau. Sproget gør måske, men karaktererne og plottet er der ikke på samme måde.
Men misforstå mig ikke. “Beautiful Broken Things” har masser at byde på. Man skal bare være villig til at holde ud til sidst. Her vil den give en meget tilbage. Temaerne er utrolig vigtige for samfundet i dag, og jeg følte, at jeg faktisk lærte noget. Bogen får 2 ud af 5 stjerner.

BogForum 2016

Jeg var så heldig at være på BogForum 2016 i dag, søndag, som altså var den sidste dag for bogmessen. Jeg har aldrig før været til et så stort bogevent, hvilket jeg slet ikke forstår! For mand, det var virkelig fedt! Stemningen var i sandhed i bøgernes og historiernes navn. Det var næsten euforisk.
Jeg gik mellem standene fra de mindste forlag, som har jeg aldrig havde hørt om, til de store forlag med enorme stande og egne scener. Der var konkurrencer, liveshows, interviews og oplæsninger. Med hjemmefra havde jeg pakket mit BogForum program, som jeg havde medbragt fra mit lokale bibliotek. Derefter gik dagen med at gå fra stand til stand og fra scene til scene. Jeg hørte Jan Guillou snakke om 6. bind af sin hundredeårs roman “Ægte Amerikanske Cowboybukser”. Han snakkede blandt andet om, hvordan historie kun kan tolkes i et politisk perspektiv, hvilket var ret interessant.
Der var liveskuespil “Minutmysterier”, hvor jeg var med til at finde morderen på de gåder, som skuespillerne fremførte ud fra et manuskript, hvor de hver havde en rolle. Jeg slog et smut forbi hal B, som dog var rettet mere mod det yngre puplikum. Her gik jeg langs Diagonalstræde for at finde forlaget Carlsens stand, hvor jeg (endelig!) erhvervede mig et eksemplar af Malene Sølvstens “Ravnens Hvisken”, som jeg glæder mig til at læse!
Dagen blev rundet af med interview af Jussi Adler Olsen. Her blev der snakket om den nyeste i serien om Afdeling Q “Selfies”, og om hvordan Jussi Adler bedst skriver. Her kan jeg afsløre, at det er blandt mennesker med hovedtelefoner på!
Jeg glæder mig allerede til næste år, hvor jeg helt sikkert skal med til BogForum igen! Og mon ikke det blive alle tre dage? For man skal godt nok have fart på, hvis man skal opleve det hele en på en dag!

Exilium – De fejlfødt af Linette Harpsøe

Titel: De fejlfødte (Exilium #1)   Forfatter: Linette Harpsøe  Antal sider: 325
Forlag: Forlaget DreamLitt   Udgivet: 26. september 2016  Sprog: Dansk

[Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle holdninger er mine egne.]

“De fejlfødte” af Linette Harpsøe er en dystopisk science fiction, der foregår i Danmark. Bogen er medrivende og underholdende fra første til sidste side. Den er super hurtig at komme i gennem, og jeg følte mig trukket med ind i hovedpersonen, Frys kamp for overlevelse.
Fry er 17 år og har i halvandet år været fanget i sit eget hjem i isolation sammen med sin familie. Der er hverken mad, strøm eller nogen ordentlig form for værn mod det der truer dem: de mørke, metalisk-klikkende væsner i natten, der har udryttet flere familier i den lille by. Fry bliver blandet ind i et politisk spil, hvor reglerne langt fra er som dem, vi kender i dag.
Bogen starter ud med at Fry fortæller sin historie fra det sidste halvandet år: hvordan familien blev isoleret fra resten af verden og hvordan væsnerne luer ude i mørket. Dette gør hun ved hjælp af en diktafon, som læseren, altså os, lytter til. Denne del af bogen var meget anderledes, end noget jeg havde prøvet at læse før, med undtagelse lige af “Illuminae” som benytter nogenlunde samme metode. Det var anderledes og fungerede super godt til at afspejle Frys frygt og hendes tanker.
Jeg er virkelig imponeret over Linette Harpsøes fantastiske skrivestil. Hun er rigtig god til at opbygge en stemning og holde sig til sine karakterer. Frys temperament og hendes beslutninger, som ofte var drevet af følelser fremfor logik virker så virkelighedsnært.
På trods af, at stemningen var sat blev jeg aldrig rigtig bange for de monstre, som virkede til at kunne overfalde karakterne hvornår det skulle være. Deres tilstedeværelse var ikke så stor i bogen, som jeg havde forventet. Men jeg kan forestille mig, at de vil spille en endnu større rolle i anden og tredje del af serien.
Der var mange små plottvist, som drev historien i en anden retning, end jeg havde forventet. Selve plottet var skønt udtænkt, men bar også præg fra det overnaturlige, som blev en tand for meget, efter min smag. En smule for meget fantasy over en ellers rigtig god science fiction roman.
Alt i alt er jeg rigtig imponeret over “De fejlfødte” og glæder mig til at læse Linette Harpsøes anden del af serien “Exilium”. Bogen er perfekt til unge i de tidlige teenageår og opefter. Jeg giver den 3,5 ud af 5 stjerner.

Legend af Marie Lu

Titel: Legend (Legend #1)   Forfatter: Marie Lu   Antal sider: 295
Forlag: Penguin books   Udgivet: 29. november 2011   Sprog: Engelsk

“Legend” af Marie Lu er den første i Legend-trilogien om elitesoldaten June og oprøreren Day. Bogen er fast-paced og medrivende. En science fiction roman som få.
Junes bror dør og hun sætter ud efter hans morder, den oprørske Day, som lever og ånder for at sabbortere og gøre livet svært for Republikken. June selv er den yngste agent i republikken og har hele livet været en en del af eliten. Day er født og opvokset i en af de fattige sektorer, men har siden sin 10års fødseldag været på flugt.
For et par år siden var “Legend” den store science fiction-serie, som alle læste. For mig var bogen en velkommen afløsning af Hunger Games. Jeg hoppede så at sige på Legend-vognen i stedet for Divergent-vognen, som jeg aldrig er kommet i gennem. Jeg har netop genlæst den første i serien af samme navn, og jeg må indrømme, at jeg synes bedre om den anden gang.
Jeg nød virkelig det hurtige plot med de tvist, som Marie Lu har indlagt i det. Det var smukt udført. En af de problemer, som jeg havde med bogen første gang jeg læste den, og som jeg virkelig hængte mig i, var den “tilfældige” måde hvorpå Day og June møder hinanden. Det virker for nemt og som om forfatteren hellere ville i gang med fortællingen om de to, end at fokusere på en mere realistisk kant.
Forholdet mellem de to karakterer er også det, jeg har en smule svært ved. Det virker lidt for perfekt og udfylder det, man forventer. Alligevel siger jeg, at jeg har nydt bogen mere anden gang, jeg læste den. Denne gang formåede jeg, så at sige, at fokusere mere på de gode dele – plottets udvikling, miljøet og verdensopbygningen.
Marie Lu har virklelig gjort et godt arbejde med at opbygge en verden, som er realistisk, dystopisk med mange facetter. Om det er fordi jeg er blevet ældre, og kan sætte mere pris på et godt opbygget univers, ved jeg ikke, men det gjorde i hvert fald oplevelse meget bedre.
Alt i alt nød jeg bogen som er en super god science fictionroman med et plot præget af aktion med dystopiske træk. 3,5 stjerner ud af 5.

Et lille liv af Hanya Yanagihara

Titel: Et lille liv   Forfatter: Hanya Yanagihara  Antal sider: 792
Forlag: Politikkens forlag   Udgivet: 18. august 2016  Sprog: Dansk

[Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle holdninger er mine egne.]

“Et lille liv” af Hanya Yanagihara er en gribende, hjertesskærende roman, som fra første side havde mig i sit greb. Yanagihara formår at fortælle en historie, som går lige til til hjertet, og som man må elske, råbe og skrige af og følge i både lykkelige som sorgfulde stunder.
De fire venner fra studietiden flytter alle til New York i håbet op at kunne opfylde deres drømme med hinandens venskab som den faste støtte, den altid har været. Romanens hovedperson er den indelukkede, mystiske Jude, som daglig kæmper en kamp mod den fortid, der definerer så meget af sin nutid. En roman over årtier og med karakterer man kommer til at forstå så dybt.
Da jeg gik i gang med den godt 800 sider lange bog, vidste jeg ikke, hvad jeg havde i vente. Men nu, efter at have afsluttet den, må jeg sige, at jeg er blæst bagover. Jeg har været hele det følelsesmæssige spektrum igennem; jeg har været vred, irriteret, håbefuld og så opstemt glad, at det har påvirket mig timer efter.
Jeg tror aldrig, at jeg har læst en bog, hvor jeg har lært karakterne så godt at kende. Dette kommer sig også af, at Yanagihara har skabt så komplekse karakterer, som jeg igen og igen håbede bare ville, ja, få det lidt godt, ville leve lykkeligt (til deres dages ende?).
På trods af at bogen strækker sig over utallige sider og mange, mange år, blev jeg aldrig lullet ind i den form for træthed af historien, som en så lang bog kan få en til at føle. Tværtimod. For hver side gik det hurtigere og hurtigere med at komme videre i historien. Ved de lykkelige sider dvælede jeg, håbede jeg på, at det ville fortsætte sådan. For selvom det lyder som om, det kun ville blive en kedelig fornøjelse, så kunne jeg sagtens læse en lige så lang fortælling kun med gode minder, gode fortællinger om samme karakterer.
Dette viser hvor stærk en fortælling, som forfatteren har skabt. Sproget, karaktererne og plottet føles som en smuk, uendelig dans, som jeg har lyst til at betragte, lytte og omgive mig med for altid.
Jeg var dybt bevæget efter at have læst “Et lille liv”. Det er en fortælling så hjerteskærende og menneskenær, at den gør ondt indeni. Den skildrer smukke øjeblikke og forfærdelige øjeblikke med lige stor intensitet. Bogen vil jeg anbefale til alle, som har lyst til at få sig sin livs bogoplevelse. 5 ud af 5 stjerner.

Skyggesider af Christina Bonde

Titel: Skyggesider   Forfatter: Christina Bonde   Antal sider: 279
Forlag: Tellerup   Udgivet: 7. november 2015  Sprog: Dansk

“Skyggesider” af Christina Bonde er en nervepirrende bog, som langsomt krøb ind under huden på mig. Den er utrolig gennemført! Jeg har aldrig læst en bog, der på samme måde har frastødt, fascineret og fastholdt mig.
Tricias tvillingesøster Emily har begået selvmord, og dette hjemsøger stadig Tricia som voksen kvinde. Hendes familie, som er kristne og tæt forbundet med kirken nægter at snakke om den synd, som søsteren begik ved at dræbe sig selv. Tricia begynder at hallucinere og personer, der ellers kun optrådte i hendes drømme, træder nu ud i virkelighedens lys.
Genren, som har været godt debateret, har Bonde beskrevet som dark fantasy med træk fra den psykologiske roman. Normalt ville jeg ikke begive mig ud i denne genre, men da jeg havde hørt så meget om Skyggesider, blev jeg selvfølgelig nødt til det!
Jeg startede ud med at høre bogen som lydbog, men måtte se i øjnene at jeg følte mig godt forvirret. Derfor smuttede jeg på biblioteket for hurtigt at give bogen et læs der – og der gik det op for mig, hvordan bogen var opbygget: nemlig som Tricias hallucinationer beskrevet i kursiv. At høre størstedelen af bogen som lydbog gav historien det ekstra tvist, som jeg føler bogen ligger op til: man får lov til at opleve verden, som Tricia oplever den. Forvirrende og usammenhængende, hvor drømme forveksles med virkelighed.
Sproget og den måde hvorpå Bonde har skabt sine karakterer spiller godt overens. Tricia, der er fanget sit eget mørke, får man hurtigt sympati med. Det var både hårdt og hjerteknusende at følge hendes rejse gennem plottet.
Genren vil stadig ikke være end af dem, som jeg holder alder mest af, hvilket, på trods af Christina Bondes fantastiske sprog og litterære univers, ikke har ændret sig. Derfor giver jeg bogen 4 ud af 5 stjerner. Jeg vil anbefale bogen til alle, som er klar på at læse noget anderledes og helt unikt!

Odinsbarn af Siri Pettersen

Titel: Odinsbarn (Ravnringene #1)   Forfatter: Siri Pettersen   Antal sider: 576
Forlag: Høst & Søn   Udgivet: 13. maj 2016  Sprog: Dansk

[Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle holdninger er mine egne.]

“Odinsbarn” af den norske Siri Pettersen er en fantasyroman med udgangspunkt i den nordiske mytologi. Bogen er noget helt for sig selv og er utrolig samtidsrelevant på trods af, at Hirkas univers er så forskelligt fra vores.
Hirka Haleløs, der er hovedpersonen i ‘Odinsbarn’, bor i den lille landsby Elveroa. Her lever hun et stille liv, indtil hendes far afslører, at hun er et Odinsbarn. Et barn fra en anden verden bag stenene. Hirka kan ikke favne og må flygte fra Rådet og Ritalet, som alle 15årige skal gennemgå. Hun er hadet og frygtet, for alle ved, at Odinsbørn spreder råddenskaben.
Bogen er noget helt for sig selv. Jeg har aldrig på samme måde læst en fantasyroman med afsæt i nordisk mytologi. Universet er så gennemført, og man kan ikke lade være med at frygte De blinde, som, ligesom Hirka, kommer fra et andet sted. Detaljerne af universet er præcise, men efterlader stadig plads til læseren, der kan udfylde hullerne selv.
Jeg holdt af Hirka fra første færd af. Hun er sådan en person, man ville ønske bare kunne få lov at leve i fred, men selvfølgelig kan hun ikke det. Hirka er utrolig gennemført og passer godt ind i rollen som heltinden i romanen. Også Rime. Rime An-Elderin, stolearvingen der nægtede at opfylde sangene og historierne om ham selv, kan man kun holde af.
Pettersen har skabt en bog, hvor man som læser føler det som om, at man bliver taget med på en bølge. Først er man i brændingen, hvor man lige skal vænne sig til vandets skvulpen, men snart efter bliver man kastet ud i havet og det spind af hemmeligheder, plottvist og karakterudvikling, som forfatteren har skabt for sin læser.
Jeg blev hurtig grebet af fortællingen, og jeg må sige, at den gik over mine forventninger. Den er hurtigt læst, og jeg kan simpelthen ikke vente til, at anden del af serien udkommer d. 12. oktober. Jeg giver bogen 4,5 stjerner ud af 5 og kan klart anbefale den til alle fantasyelskere. Man behøver nødvendigvis ikke at være en super fantasy-haj, for det må jeg sige, at jeg ikke har været længe. “Odinsbarn” er dog noget for sig selv, og har man en gang stiftet bekendtskab med Ymslanda, så er man fanget der, indtil triologien er ovre.

Leoniderne af Nanna Foss

Titel: Leoniderne (Spektrum #1)   Forfatter: Nanna Foss   Antal sider: 539
Forlag: Tellerup   Udgivet: 19. oktober 2014   Sprog: Dansk

“Leoniderne” af Nanna Foss er første del af triologien Spektrum. Det er en ny dansk fantasytriologi, som har det hele. Jeg er ikke i tvivl om, at mange danskere vil sidde med den fedeste følelser, efter at have læst om spektrum-børnene.
Emilie tegner den dreng, der starter i hendes klasse dagen efter. Men det er ikke det mærkeligste. Sammen med Noah, Pi, Linus, Alban og Adriana bliver hun brændemærket af et mystisk kompas. Det er her, tingene begynder at tage fart. For pludselig kan de fem unge meget mere, end hvad virkeligheden plejer at tillade.
På trods af, at bogens målgruppe er yngre end jeg, så følte jeg mig godt underholdt og grebet af historien. “Leoniderne” byder på masser af fantasy, magi og et kompas, hvis mystik holder en fastklæbet til siderne.
Bogen lægger op til et rigtig spændende plot, som, er jeg overbevist om, kun så dagens første spæde lys i “Leoniderne”. Bogen stiller så mange interessante spørgsmål, som man ikke får svar på, og jeg glæder mig til at læse Nanna Foss’ “Geminidierne”, der er anden del af serie og udkom sidste vinter.
Karakterne skal forfatteren virkelig have ros for. De er så forskellige og alle har noget at byde på. Jeg er specielt glad for Noah, der med sin bad-ass attitude gemmer på langt mere, end hvad han lige går og siger. Alban er også en af mine favoritter og hans “evne” er virkelig fed. Jeg kan godt lide den måde, hvorpå kapitlerne skifter fortællersynsvinkel. Jeg fik lov til at opleve de forskellige karakterer tage styringen af historien, og man kommer endnu tættere på dem.
Sproget er også super godt og sætninger som: “Måske behøver dråber ikke altid være tavse for at få stenene til at smuldre.” Dialogen mellem karaktererne afspejler de relationer, de har til hinanden men også hvordan de vil ses af andre. Noah har det med at bruge ord som “fuck”, hvilket underbygger hans karakter, og samtidig gør bogen realistisk.
Jeg er blevet stor fan af Nanna Foss efter at have læst “Leoniderne”. Det er en af de bedste danske fantasy-romaner, jeg har læst i lang tid. Jeg giver bogen 4 ud af 5 stjerner og ser frem til at læse anden del af serien!

Skaknovelle af Stefan Zweig

Titel: Skaknovelle   Forfatter: Stefan Zweig   Antal sider: 78
Forlag: Bechs forlag   Udgivet: 1941  Sprog: Dansk

“Skaknovelle” af Stefan Zweig er en lille og smuk historie om spillet skak. Bogen, eller novellen, kommer man super hurtigt i gennem, og Zweigs talent for at skabe den rette atmosfære og brug af symboler gør bogen til en for sig selv.
Ombord på et skib på vej til Brasilien er vores hovedperson, som har fået nys om at verdensmesteren i skak ligeledes skulle være om bord. Han opsøger ham, og sammen med en flok andre mænd udfordrer de ham igen. De bliver dog reddet fra nederlag af en den mystiske Dr. B, som med sin kolde logik og dystre psykologiske baggrund er noget helt for sig selv.
“Skaknovelle” var på mange måder unik. Først og fremmest har jeg aldrig læst en bog, som på denne måde var centreret om spillet skak. Zweig formåede at beskrive skak som mere end et spil, som noget helt, helt andet. Det er en rejse man kommer ud på, en rejse blandt logik og med den mystiske Dr. B og hans hjertesskærende fortælling om, hvorfor han besidder skak som ingen anden.
Bogen handler også om Tyskland under anden verdenskrig, idet Dr. B blev holdt til fange af nazisterne. Den eneste måde han undgik at gå fra forstanden på var, at spille utallige partier af skak i sit hoved. Og så alligevel. For det står klart at han ikke ligefrem er en stabil person.
Jeg kan godt lide den måde, hvorpå de sort/hvide felter og brikker bliver brugt som symboler på kampen mod nazityskland. Desuden er Dr. B en virkelig interessant person som står i skarpt kontrast til den kolde, intetsigende verdensmester som kun spiller for penge og som, efter hvad rygter siger, skulle være dum som en dør på alle andre punkter en skak. Igen, symbolik.
“Skaknovelle” er utrolig nem at komme igennem og kan let læses i et hug. Jeg vil anbefale den til alle som vil kende mere til ældre litterære “værker” og som vil opleve Zweigs måde at skrive historier og stemninger på. En bog som ikke kun henvender sig til skakspillere. 4 ud af 5 stjerner!